Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Hurtigt tab af C-peptid koblet med højere risiko for hypoglykæmi hos børn med type 1-diabetes

Et hurtigt fald i C-peptid hos børn med nydiagnosticeret type 1-diabetes er koblet med højere risiko for hypoglykæmi og højere HbA1c.

Det indikerer et mindre svensk studie publiceret i tidsskriftet BMJ Open Diabetes Research & Care

Tidligere studier har i forvejen etableret, at ketoacidose, lav alder ved diabetesdebut og et højt HbA1c er koblet med et hurtigt tab af C-peptid – og dermed tab af beta-cellefunktion og egen produktion af insulin – ved type 1-diabetesdiagnosen. 

De svenske forskere satte sig for at udforske dette yderligere, og om et fald i C-peptid kunne forudsige karakteristika ved sygdomsforløbet såsom øget risiko for hypoglykæmi.

30 måneders diagnose

I studiet indgik 50 børn i perioden 2004-2017, der fik målt niveau af C-peptid med jævne mellemrum over 6 år fra diagnosetidspunktet.

Undersøgelsen fandt, at der var et hurtigt fald i C-peptid hos 40 procent af børnene; det hurtige fald blev defineret som intet målbart C-peptid (<0,03 nmol/L) efter 30 måneders diagnose. 

Resultaterne viste, at:

  • Højere rater af en række antistoffer ved diagnose er associeret med et hurtigt tab af beta-cellefunktion og C-peptid. 
  • BMI SD-score ved diagnose kunne forudsige højere C-peptid ved diagnose efter 3 måneder, 9 måneder, 30 måneder, 3 år, 4 år og 6 år. 
  • Højt blodsukker og HbA1c ved diagnose var associeret med lavere C-peptid ved diagnose.
  • 10 børn oplevede 22 tilfælde af alvorlig hypoglykæmi og havde lavere gennemsnitlig C-peptid efter 18 måneder, 30 måneder og seks år sammenlignet med andre.
  • Syv havde et hurtigt fald i C-peptid, og havde en næsten femdoblet (OR=4,846) risiko for at opleve alvorlig hypoglykæmi. 

"Resultaterne indikerer, at flere autoantistoffer og lav alder ved diagnose forudsiger et hurtigt fald i beta-cellefunktionen. C-peptidtab er forbundet med større risiko og højere hyppighed af alvorlige hypoglykæmihændelser og mindre kontrol med et godt blodsukker," konkluderer forskerne og skriver samtidig:

"En højere BMI SD-score ved diagnose forudsiger et langsomt fald i beta-cellefunktionen."  

Resultaterne peger, ifølge forskerne, på, at gentagne C-peptidmålinger under opfølgning af type 1-diabetes er vigtige for at identificere børn og unge med den højeste risiko for alvorlig hypoglykæmi.