Metformin koblet med lavere dødelighed hos personer med diabetes indlagt med lungebetændelse
Tidligere behandling med metformin er forbundet med bedre overlevelse blandt personer med diabetes tre måneder efter indlæggelse med lungebetændelse.
Det viser et studie af amerikanske veteraner publiceret i tidsskriftet Clinical Infectious Diseases.
Forskerne gennemførte et retrospektivt kohortestudie ved hjælp af data fra Department of Veterans Affairs, USA.
Personer blev inkluderet i undersøgelsen, hvis de var 65 år og ældre og havde en historik med diabetes, samt indlæggelse med lungebetændelse mellem 2002 og 2012.
Blandt kohorten blev metforminbrugere matchet 1:1 med ikke-brugere for sammenlignende analyse.
I alt blev 34.759 patienter, der opfyldte inklusionskriterierne, identificeret. 20,3 procent af dem fik ordineret metformin.
Resultatet viste, at den ujusterede 30-dages dødelighed var 9,6 procent for dem, der fik metformin og 13,9 procent for dem, der ikke gjorde det (P < 0,003). Tilsvarende var 90-dages mortalitet 15,8 procent for dem, der fik metformin, mod 23 procent for patienter, der ikke fik metformin (P < 0,0001).
I en tilbøjelighedsscoremodel matchede forskerne også 6.899 metforminbrugere til 6.899 ikke-brugere og viste, at både 30-dages (RR = 0,86; 95 % CI, 0,78-0,95) og 90-dages (RR = 0,85; 95 % CI, 0,79 -0,92) dødeligheden var signifikant lavere for metforminbrugere.
"For personer med diabetes sænker metformin ikke kun blodsukkeret, det har mange andre potentielle virkninger, herunder forbedring af overlevelse for dem, der udvikler alvorlige infektioner," siger sidsteforfatter Eric C. Mortensen til mediet Healio. Han er professor og leder af Department of General Internal Medicine ved universitetshospitalet UConn Health.