Ozempic godkendt i USA til reduktion af nyresygdom og hjerte-kar-død
Den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA har godkendt diabetesmidlet Ozempic til at reducere risikoen for, at nyresygdom forværres, samt for nyresvigt og dødsfald som følge af hjerte-kar-sygdom hos patienter med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom.
"Denne godkendelse for Ozempic giver os mulighed for i højere grad at adressere tilstande inden for det kardiovaskulære-nyre-metaboliske syndrom, som påvirker millioner af voksne og kan have alvorlige konsekvenser, hvis de ikke behandles," siger Anna Windle, ph.d., senior vicepræsident for forskning, medicin og godkendelser hos Novo Nordisk.
Ozempic tilhører en klasse af lægemidler kendt som GLP-1-receptoragonister og indeholder samme aktive stof, semaglutid, som Novo Nordisks fedmemedicin Wegovy.
Ozempic blev oprindeligt godkendt af FDA i 2017 til at forbedre blodsukkerkontrollen hos voksne med type 2-diabetes. I 2020 blev det yderligere godkendt til at reducere risikoen for store kardiovaskulære hændelser, såsom hjerteanfald og slagtilfælde, hos patienter med type 2-diabetes og kendt hjertekarsygdom. Den nye godkendelse betyder, at lægemidlet nu også kan anvendes til at bremse udviklingen af kronisk nyresygdom hos patientgruppen.
Kroniske nyresygdom er en almindelig komplikation ved type 2-diabetes, og omkring 40 procent af personer med type 2-diabetes udvikler også kronisk nyresygdom. For de patienter kan kronisk nyresygdom være en stor belastning og medføre yderligere helbredsproblemer, herunder en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og dødsfald.
Godkendelsen er baseret på FLOW-studiet, et stort forsøg med 3.533 deltagere. Studiet viste, at Ozempic sænkede risikoen for, at nyresygdom blev værre, førte til nyresvigt eller dødsfald på grund af hjerte-kar-sygdom med 24 procent sammenlignet med en placebobehandling. Over en periode på tre år betød det, at 4,9 procent færre patienter oplevede de alvorlige komplikationer
"Type 2-diabetes kan være en stor udfordring at håndtere uden den ekstra risiko, som kronisk nyresygdom medfører, og jeg har i min egen praksis set, at patienter med type 2-diabetes og CKD (kronisk nyresygdom, red.) har behov for ekstra støtte fra medicinske behandlinger, der kan have en væsentlig klinisk effekt ved at reducere risikoen for større nyre- og kardiovaskulære hændelser," siger Richard E. Pratley, medicinsk direktør for AdventHealth Diabetes Institute i Florida og medansvarlig for FLOW-studiet, i pressemeddelelsen fra Novo Nordisk.
"En stor del af de patienter, jeg behandler, oplever alvorlige nyrekomplikationer og komorbiditeter (andre sygdomme, red), hvor nogle endda har brug for dialyse. Dagens beslutning fra FDA giver håb til millioner af voksne, der lever med begge tilstande, og giver en ny behandlingsmulighed, hvilket repræsenterer et væsentligt fremskridt for mine patienter," siger Richard E. Pratley.
Novo Nordisk undersøger desuden mulige anvendelse af GLP-1-baserede lægemidler til behandling af andre sygdomme, men det er endnu ikke afgjort, om Ozempic specifikt vil blive godkendt til yderligere indikationer.