Sten Madsbad: Jardiance ændrer guidelines
EMA har nu godkendt en opdateret indikation af diabetespræparatet Jardiance.
Denne godkendelse får sammen med overbevisende resultater fra EMPA-REG studiet fra 2015 stor betydning for danske lægers valg af diabetesbehandling.
Det mener Sten Madsbad, overlæge og professor på Endokrinologisk Afdeling, Hvidovre Hospital.
”Guidelines vil blive ændret. Mens metformin forbliver førstevalg, vil man formodentlig dele andetvalg op i to spor ud fra, om patienten har hjertekarsygdom eller ej. Er der tale om kendt, øget hjertekarrisiko, vil Jardiance blive førstevalg efter metformin, hvis ikke ligefrem sidestillet med metformin,” siger han, og nævner muligheden for, at præparatet fremover både vil kunne blive brugt som et kardiovaskulært produkt og som forebyggelse til diabetespatienter med endnu ikke kendt hjertekarsygdom.
EMA’s godkendelse til opdateret indikation bygger på resultaterne fra EMPA-REG studiet, der målte effekten af Jardiance i tillæg til standardbehandling. Af dette studie fremgår det, at risikoen for, at en type 2-diabetespaiten dør af hjertekarsygdom kan sænkes med 38 procent i forhold til standardbehandling.
Diabetespatienter har stor risiko for at udvikle hjertekarsygdomme. WHO vurderer, at mere end 50 procent af alle personer med type 2- diabetes dør af en hjertekarsygdom.
Jardiance er altså nu som det eneste diabetespræparat godkendt til sænkning af risikoen for hjertekar-komplikationer for type 2-diabetespatienter med kendt hjertesygdom. I november skete godkendelsen i USA og nu er det sket i Europa.
”Det er rigtig gode nyheder for patienterne, at vi nu har fået en effektiv behandling til at sænke blodsukkeret og samtidig beskytte mod hjertekarsygdomme. Og så er det heller ikke uvæsentligt, at patienterne taber sig et par kilo,” siger Sten Madsbad.
”Med den opdaterede indikation, der anerkender de positive hjertekarbeskyttende effekter, forventer jeg, at Jardiance rykker frem i behandlingsalgoritmen til behandling af diabetespatienter med kendt hjertekarsygdom. Vi har set det samme ske i blandt andet Canada,” siger han.
Jardiance var tidligere indikeret til glykæmisk kontrol hos personer med type 2-diabetes, men med den opdaterede indikation kan lægemidlet nu også anvendes til sænkning af risikoen for hjertekar-komplikationer hos personer med type 2-diabetes og kendt hjertekarsygdom.
Sten Madsbad mener, at de kardiovaskulære resultater er afgørende for, at Jardiance vil blive øget anvendt i behandlingen af personer med type 2 diabetes. .
I dag får 28.000 danske diabetespatienter Victoza, der også reducerer risikoen for hjertekarsygdom og 5.500 får Jardiance. Sten Madsbads bud er, at brugen af Jardiance vil stige de kommende år.
”Og så er der jo mulighederne for at kombinere præparaterne, da de formentlig beskytter mod hjertekarsygdom via forskellige mekanismer. Det bør udforskes meget mere,” siger Sten Madsbad.
”Før EMPA-REG studiet var Jardiance ikke specielt populær, da det jo øger mængden af glukose i urinen, der igen øger risikoen for genitiale infektioner, men EMPA-REG studiet har ændret holdningen til Jardiance.
Ingen ved, hvordan Jardiance reducerer risikoen for hjertekarsygdom. Vi ved heller ikke, om den kardiologiske effekt er en klasseeffekt. Men Jardiance sænker mortaliteten, og det er det afgørende,” siger han.
