Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

IDegLira slår insulin på hjerte-kar

EASD 2017: IDegLira (Xultophy), altså kombinationen af degludec og liraglutide viser forbedrede kardiovaskulære resultater i forhold til insulinbehandling i patienter med type 2-diabetes.

Det var konklusionen på en analyse baseret på DUAL II og DUAL V studierne, som blev præsenteret af Tina Vilsbøll, forskningschef hos Steno Diabetes Center Copenhagen på EASD, foran et publikum på vel 1000-1500 læger i den gigantiske Roma hal på EASD i Lissabon.

På forhånd er sikkerhedsprofilen for IDegLira blevet demonstreret i tidligere studier. Det er også vist, at kombinationslægemidlet har dokumenteret behandlingsfordele når det gælder blodsukkerkontrol og vægt.

Men denne analyse af de to store studier skulle vise lægemidlets cardiovaskulære styrker, idet der også blev skelet til vægt.

Den eksamen gik tilfredsstillende.

Det systoliske blodtryk faldt mere med IDegLira, med faldet hvad angår hjerterytmen var beskedent. ”Faldet er lille, men signifikant,” som Tine Vilsbøll pointerede.

Til gengæld var vægttabet overbevisende: -2,5 kilo i det ene studie og -3,2 kilo i det andet.

Lipidprofilen var væsentligt forbedret: Både totalkolesterol og LDL faldt mere end ved insulin-behandling, mens apolipoprotein B (Apo-B) og brain natriuretic peptide (BNP) var signifikant lavere i DUAL II.

Til gengæld var high-sensitivity C-reactive protein (hsCRP) uændret efter 26 ugers behandling, og det var måske en skuffelse.

I gennemgangen af konklusionen slog Tina Vilsbøll fast, at IDegLira er forbundet med forbedring af de kardiovaskulære risiko markører – og skyldes højst sandsynligt liraglutide komponenten.

EASD2017