Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Amning mindsker mødres risiko for hjerte-kar-sygdomme og hjertestop

Kvinder, der ammer, har en mindre risiko for at udvikle hjertefejl, hjertestop, blodpropper eller at dø af kardiovaskulære sygdomme.

Det er konklusionen på et meta-studie publiceret i JAHA Spotlight on Pregnancy and Its Impact on Maternal and Offspring Cardiovascular Health.

Forskerne bag studiet så på sundhedsinformationer fra otte forskellige studier, udført i perioden 1986 tik 2009 i Australien, Kina, Norge og Japan, samt et multinationalt studie. Studierne indeholdt sundhedsjournaler fra 1,2 millioner kvinder med en gennemsnitsalder ved første fødsel på 25 år.

Målet for studiet var at undersøge forholdet mellem amning og moderens kardiovaskulære risici efter en tiårig periode.

Forskerne bearbejdede data om, hvor længe kvinderne havde ammet, antal fødsler, alder ved første fødsel og om kvinderne oplevede hjerteanfald eller fik andre kardiologiske sygdomme senere i livet.

82 procent af kvinderne i studiet havde ammet på et tidspunkt i deres liv.

Studiet fandt, at kvinder, der havde ammet, havde:

- 11 procent mindre risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme
- 14 procent mindre risiko for blodpropper og hjertekrampe
- 12 procent mindre risiko for hjerteslag
- 17 procent mindre risiko for at dø af hjerte-kar-sygdomme.

Forskerne fandt yderligere, at der ikke var signifikant forskel på risikoen for hjerte-kar-sygdomme på tværs af alder og antal graviditeter.

Forskernes forhåbning er i det lys, at flere kvinder vil amme deres børn.

”Fordelene ved amning for spædbørn og børn er velkendte, men mødrene bør motiveres yderligere til amme deres børn, når de ved, at det kan forbedre deres eget helbred også,” udtaler Shelley Miyamoto, formand for American Heart Association's Council on Lifelong Congenital Heart Disease and Heart Health in the Young.