Kirsten Normann Andersen (SF): Der er stadig alt for mange hængepartier og mange mennesker bliver efterladt alene med deres sygdom
Kan regulering af overvægt og tobaksforbrug være med til at forebygge gentagne blodpropper? Hvordan kommer vi nærmere et sundhedsvæsen, hvor social og geografisk ulighed i sundhed er mindre udtalt?
Medicinske Tidsskrifter taler her med medlem af Folketingets Sundhedsudvalg, Kirsten Normann Andersen (SF), om nogle af de emner, som blev bragt op ved Medicinske Tidsskrifters høring om forebyggelse af blodprop nummer 2.
Medicinske Tidsskrifter: Vi ved, at overvægt er en væsentlig risikofaktor for gentagne blodpropper og kan blive en potentiel bombe under det danske sundhedsvæsen i takt med, at flere i befolkningen får overvægt. Vil du mene, at vi i Danmark bør prioritere endnu mere målrettet og en langt mere individuel indsats for at bekæmpe overvægt? Og bør vi sætte flere kræfter ind på opsporing og screening for hjerte-kar-sygdom?
”Vel skal vi forsøge at bekæmpe overvægt, men jeg er ked af at gøre det til et ensidigt, individuelt problem, fordi jeg synes, at vi helt overordnet har nogle strukturelle problemer på området. Jeg er eksempelvis glad for et langt større fokus på ultraforarbejdede fødevarer. Vi skal blive klogere på sammenhængene mellem overvægt og netop ultraforarbejdede fødevarer, men også gerne fokus på muligheder for bevægelse i skolen og i fritiden. Jeg synes, at vi skal være forsigtige med generelle screeninger, men jeg vil gerne give de praktiserende læger bedre mulighed for visitation til undersøgelse af patienter, hvor der er mistanke om, at overvægt kan føre til helbredsmæssige problemer.”
Medicinske Tidsskrifter: Bør vi i højere grad introducere de dyrere men også mere effektive nyere præparater (SGLT2-hæmmere og GLP1-receptoragonister) til særligt udvalgte målgrupper? Noget, som i øvrigt vil være i tråd med de lidt mere lempelige europæiske retningslinjer.
”Ja, i det omfang, at det er målrettet behandling, for jeg synes stadig, at man skal undgå medicinsk behandling, hvor det er muligt. Men nogle mennesker har naturligvis brug for hjælp – og særligt har man brug for hjælp, hvis man er i øget risiko for at udvikle blodpropper og andre former for hjerte-kar-sygdom. Her giver det god mening at benytte sig af den eksisterende medicinske behandling. Jeg er til gengæld bekymret for online-læger, som har udstedt recepter på medicin til borgere, som åbenlyst ikke har et vægtproblem. Det gavner hverken en forbedret standard for behandling, og det gavner slet ikke økonomien. Til gengæld risikerer det at skubbe til spiseforstyrrelser, som kræver en helt anden behandling.”
Medicinske Tidsskrifter: Tobak er ikke overraskende en væsentlig ’kæp i hjulet’ i forhold til at mindske antallet af recidiver. Rygere får i gennemsnit blodpropper ti år tidligere end andre, fremgik det af et af oplæggene på høringen. Det er dyrt for samfundet og giver patienterne kraftigt nedsat livskvalitet. Bør der ikke i det klare lys vedtages eventuelle prisreguleringer eller endda forbud mod tobak?
”Jeg tror ikke, at Danmark kan gå enegang med et egentligt forbud mod tobak. Men jeg tror på, at vi skal prisregulere. Udfordringen er, at der er borgere, hvor prisregulering ikke vil have en effekt – borgere med stor afhængighed. Jeg er derfor en meget stor tilhænger af relevante rygestoptilbud, og at vi prioriterer og arbejder målrettet med det. Prisen er helt bestemt til diskussion. Jeg mener, at vi bør sætte prisen på tobak op. Men rygestop bør være første prioritet.”
Medicinske Tidsskrifter: Vi ved, at både manglende rehabilitering og risiko for gentagne blodpropper er stærkt forbundet med social ulighed. For at afhjælpe denne ulighed, foreslår nogle klinikere muligheden for en langt mere individualiseret behandling og en øget grad af risikostratificering. Nogle patienter er selv i stand til at tage hånd om deres sygdom og rehabilitering. For andre er det mere vanskeligt. Hvordan mener du, at vi i højere grad sikrer, at alle borgere får de tilbud, der passer til dem, og at vi dermed i tråd med Sundhedsreformen skaber mere lighed i sundhed?
Medicinske Tidsskrifter: Og er du åben over for ideen om, at vi går bort fra princippet om at behandle alle hjertepatienter ens - og i stedet i højere grad mandsopdækker højrisikogrupper?
”Jeg er meget stor tilhænger af, at vi prioriterer rehabilitering langt højere, end vi gør i dag. Der er stadig alt for mange hængepartier og alt for mange mennesker, som bliver efterladt alene med deres sygdom og symptomer efter en blodprop. Her mener jeg godt, at man kunne have prioriteret rehabiliteringen højere. Også fordi rehabiliteringen eller genoptræningen i sig selv er en væsentlig motivationsfaktor; altså hvis man ved, at man kan hjælpes til at genvinde sin førlighed og komme til at leve sit liv nogenlunde som før med den rigtige indsats, så er det en motivationsfaktor. Men hvis man ikke får de tilbud, så efterlades man i en form for håbløshed. Og lige på det punkt, der eksisterer der en meget stor social men også geografisk ulighed i sundhed.”
Medicinske Tidsskrifter: En del klinikere oplever, at patienter ikke har råd til medicin. Bør vi i højere grad risikostratificere og øge tilskud til medicin til særligt sårbare eller udsatte patienter?
”Generelt skal vi have set på, om medicintilskud til kronikere er tilstrækkeligt, også til patienter med hjerte-kar-sygdom. Det er vigtigt, at patienter har råd til nødvendig medicin, og vi kan også se på andre muligheder for tilskud til patienter, som ikke har råd.”
Medicinske Tidsskrifter: Hvordan lykkes vi med at få mere identiske rehabiliteringstilbud på tværs af landet? I dag er det patientens bopæl/kommune, som i høj grad afgør, hvilket tilbud der gives? Og hvordan ser du sundhedsrådenes rolle i den øvelse? Hvordan sikrer vi, at der i højere grad er overensstemmelse mellem de tilbud, som patienterne får i deres respektive kommuner?
”Det er et af de områder, som jeg er meget optaget af. Jeg er naturligvis ikke tilfreds med de store geografiske forskelle, og jeg mener ikke, at det er kommunernes opgave at stå med det ansvar for kvaliteten i rehabiliteringstilbuddene. Det mener jeg er et sundhedsfagligt ansvar, så jeg håber, at regionerne fremover vil påtage sig den opgave, så man på sigt kan få nogle mere ensartede og kvalificerede tilbud til borgerne uanset bopæl. Nogle gange bruger jeg et eksempel fra min egen verden. Jeg har to nære bekendte, som begge har haft en blodprop. Den ene fik et tilbud om rehabilitering på et plejehjem, hvor vedkommende blev sat til at lave stolegymnastik. Den anden kom på Hammel Neurocenter. De fejlede stort set det samme, og deres situation var nogenlunde ens, men den ene kom langt mere selvhjulpen ud af sit forløb end den anden. For mig betyder det, at hvis man vælger de intensive rehabiliteringsforløb, så får man et bedre slutresultat til gavn for borgerens livskvalitet men også for samfundsøkonomien. Den ene af de to har i dag brug for massiv hjemmehjælp, og det er dyrt.”
Medicinske Tidsskrifter: Både patienter og klinikere fortæller, at sektorovergangene mellem primær og sekundær sektor er risikofyldte, fordi det netop er i de overgange, at patienterne risikerer at blive tabt. Hvordan sikrer vi mere smidige sektorovergange mellem primær og sekundær sektor?
”Sektorovergange er svære. Jeg er optaget af, at når vi taler rehabilitering, så bør det være et sundhedspolitisk spørgsmål og ikke et spørgsmål om, hvad man bliver visiteret til efter serviceloven. Derfor drømmer jeg også om, at vi definerer rehabilitering som ’sundhed.’ Det vil så nemlig være omfattet af en anden lovgivning og andre kvalitetskrav, ligesom det vil være omfattet af en anden form for ’retssikkerhed,’ – altså man vil som patient have retten til at klage, hvis ikke man modtager tilstrækkelig behandling.”