Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   


”Der er behov for flere alment praktiserende læger, hvis vi skal nå i mål med ambitionen om, at flere skal behandles tættere på eget hjem og kun skal ind på sygehuset til specialiseret behandling, såfremt det er nødvendigt,” siger Monika Rubin.

Ny analyse om behovet for speciallæger: Der mangler 587 psykiatere

Den massive mangel på psykiatere fortsætter, men alligevel skal der nu uddannes mange flere praktiserende læger. Det er ikke et enten eller, men et både og, siger Moderaternes sundhedspolitiske ordfører Monika Rubin.

I 2024 manglede der 444 voksenpsykiatere og 143 børn- og ungepsykiatere i det danske sundhedsvæsen – svarende til, at kun 33 procent den nødvendige kapacitet er dækket. Det viser en analyse fra Lægeforeningen om behovet for speciallæger, som for nylig er blevet offentliggjort.

I 2030 forudses det, at situationen er blevet en smule bedre. Men alligevel lyder prognosen, at der på det tidspunkt vil mangle 387 voksenpsykiatere og 118 børn- og ungepsykiatere – svarende til henholdsvis 26,3 procent og 22,3 procent af den nødvendige kapacitet.

Analysen offentliggøres samtidig med, at regeringen i sin sundhedsreform har sat særlig fokus på, at antallet er praktiserende læger skal udvides i de kommende år. Mere præcist skal der om ti år være 5.000 praktiserende læger – 1.500 flere end i dag. Og med sundhedsreformen lægges der endda op til, at man inden for nogle specialer kan være nødt til at holde igen med at uddanne speciallæger for at gøre plads til at uddanne flere praktiserende læger.

Opmærksom på psykiatrien

”Det er ikke et enten eller, men et både og,” siger Moderaternes sundhedspolitiske ordfører Monika Rubin, der selv er uddannet læge.

Moderaterne, som er en del af det politiske flertal bag sundhedsreformen, er sammen med de øvrige forligspartier nu i gang med at arbejde videre med målsætningerne i sundhedsreformen.

”Der er behov for flere alment praktiserende læger, hvis vi skal nå i mål med ambitionen om, at flere skal behandles tættere på eget hjem og kun skal ind på sygehuset til specialiseret behandling, såfremt det er nødvendigt,” siger Monika Rubin.

Samtidig understreger Rubin, at behovet for flere speciallæger inden for en række andre områder også er højt prioriteret.

”Vi er meget opmærksomme på behovet for flere speciallæger inden for flere områder, herunder psykiatri og geriatri. Derfor har regeringen aftalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal udarbejde en dimensioneringsplan, der skal skabe overblik over, hvor mange og hvilke speciallæger vi skal uddanne, så vi kan imødekomme de fremtidige behov i sundhedsvæsenet – også inden for specialer som psykiatri og geriatri,” siger Monika Rubin.

Geriatri er faktisk det område, hvor manglen på speciallæger ser ud til at blive størst i 2030. I 2024 manglede der 73 speciallæger i geriatri svarende til 27,6 procent af den nødvendige kapacitet, men i 2030 vil der mangle 110 geriatere eller 29 procent af den nødvendige kapacitet. Det skal ses i sammenhæng med den demografiske udvikling, hvor der bliver flere og flere ældre, som får brug for mere hjælp fra sundhedsvæsenet.

Nødvendig med fokus på almen praksis

Kirsten Normann Andersen, der er sundhedspolitisk ordfører for SF og også en del af flertallet bag sundhedsreformen, mener, at man uanset mangel på psykiatere og geriatere er nødt til at fokusere på en styrket almen praksis.

”Vi har en skæv fordeling af praktiserende læger, hvis man sammenligner for eksempel lægedækningen i Jylland og Nordsjælland, og det er vi nødt til at få reguleret, hvis vi skal skabe mere lighed i sundhed,” siger Kirsten Normann Andersen.

Hun henviser til, at 10-årsplanen for psykiatrien indeholder initiativer, der på sigt skal øge antallet af psykiatere.

”Sideløbende med det arbejde kunne man også se på, hvordan andre faggrupper kan overtage nogle af psykiaternes opgaver. For eksempel kan de praktiserende læger hjælpe med demensudredning eller psykologer kan aflaste psykiaterne i deres arbejdsopgaver.”

Dimensioneringsplanen en oplagt mulighed

Arbejdet med dimensioneringsplanen for uddannelse af speciallæger er allerede sat i gang - og i forbindelse med offentliggørelse af analysen om mangel på speciallæger sagde Lægeforeningens formand Camilla Rathcke, at man ikke kommer i mål med sundhedsreformen, hvis ikke der bliver uddannet flere speciallæger.

Hun henviste til, at dimensioneringsplanen er en oplagt mulighed for at tilpasse antallet af speciallæger til det aktuelle behov inden for de forskellige specialer. Det kan gøres ved at udbyde flere uddannelsesforløb for speciallæger i de kommende år, så alle, der bliver færdige på medicinstudiet, får mulighed for at uddanne sig til speciallæge.