Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   


Den nye formand og den tidligere formand for Danske Psykiatere og Børne- og ungdomspsykiateres Organisation, DPBO: Christina Renstrøm og Andreas Hoff.

Formand trækker sig efter uenighed om betaling for efteruddannelse

Andreas Hoff har valgt at trække sig som formand for Danske Psykiatere og Børne- og ungdomspsykiateres Organisation (DPBO). Baggrunden er ifølge ham uenighed om, hvor stor en rolle medicinalindustrien bør spille i psykiateres efteruddannelse. Men både organisationen og den nye formand, Christina Renstrøm, afviser Hoffs fremstilling.

På sociale medier skriver Andreas Hoff, at han trak sit kandidatur efter generalforsamlingen, hvor et stort flertal ifølge ham ønskede, at psykiatere fremover skal samarbejde med medicinalindustrien om efteruddannelse.

"Det viste sig, at en stor del af generalforsamlingen tydeligt ønskede, at vi psykiatere skal samarbejde med medicinalindustrien, og lade dén sektor arrangere efteruddannelse. Det er imod," skrev han på LinkedIn søndag.

Han fremhæver, at psykiatere bør have en "ganske restriktiv holdning" til samarbejde med industrien for at beskytte patienternes interesser. Hoff henviser til forskning, som ifølge ham viser, at læger bliver "en lidt dårligere læge" af at modtage undervisning betalt af industrien.

Da generalforsamlingen ifølge Hoff besluttede at gå en anden vej, trak han sit kandidatur. "Jeg tror på demokrati på godt og ondt. Og det gør mig vitterligt ondt, at stemningen er som den er blandt psykiatere - men man skal naturligvis respektere flertallets beslutning," skriver han.

DPBO og ny formand: budskabet var et andet

DPBO har efterfølgende taget skarpt afstand fra Hoffs udlægning. I en officiel udmelding skriver organisationen: "Det er ikke tilfældet. Det er ikke korrekt."

Ifølge DPBO har medlemmerne altid haft mulighed for at søge refusion til kurser arrangeret i samarbejde med medicinalindustrien via Fonden for Faglig Udvikling af Speciallægepraksis, som led i en overenskomst mellem FAPS og regionerne. Generalforsamlingen handlede ifølge organisationen om at bevare denne mulighed i overensstemmelse med Lægeforeningens retningslinjer, og ikke om at ændre retningen grundlæggende.

"Ved DPBO´s seneste generalforsamling 25.4.25 var der et ønske om at bevare denne mulighed jf lægeforeningens retningslinjer på området, som skal sikre DPBO´s medlemmer adgang til ny opdateret viden til gavn for medlemmernes lægefaglige virke. DPBO´s generelle holdning er, at videreuddannelse er vigtigt og i videst muligt omfang bør foregå i neutralt regi, men DPBO ønsker ikke en godkendelsesproces vedr. samarbejde med medicinalindustrien som er mere restriktiv end lægeforeningens generelle retningslinjer på området. DPBO´s årsmøde og de halvårlige Hesseletmøder er uden sponsorater i lighed med praksis ved Dansk Psykiatrisk Selskabs (DPS) årsmøde. Det vil de også fremadrettet være," skriver DPBO.

Den nye formand, Christina Renstrøm, har også reageret. Hun beskriver, hvordan hendes første dage som formand er blevet præget af en "steppebrand på de sociale medier", og understreger, at det billede, der er skabt, ikke svarer til hendes oplevelse af generalforsamlingen.

"I modsætning til min formands-forgænger, er min kurv tom. Mit papir er ubeskrevet," skriver hun og fortsætter: "Budskab, holdninger og meninger om medicinalindustrien PER SE, var i min optik aldrig det centrale."

Renstrøm forklarer, at diskussionen ved årsmødet handlede om bekymringer for en ændret forvaltning af reglerne for refusion, ikke om et ønske om større industripåvirkning. Hun fremhæver, at mange medlemmer på mødet gav udtryk for ønske om efteruddannelse uafhængigt af medicinalindustrien.

"Jeg vil gerne tale om (videre)uddannelse, (tvær)faglighed, etik og faglig uenighed. Jeg vil også godt drøfte medicinalindustriens bidrag til læring, men det er ikke fundamentet for mit virke," skriver Christina Renstrøm.

Opbakning til Hoff og ønske om debat

Andreas Hoff har fået støtte fra blandt andre Maria Krüger, praktiserende læge, næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin og medlem af Medicinrådet. "Kære Andreas Hoff øv du er så vigtig en stemme! Vi har netop i vores selskab stor fokus på at efteruddannelse og retningslinjer i tiltagende grad udfordres af industriens interesser," skriver hun på LinkedIn.

Andreas Hoff har efterfølgende opfordret til offentlig debat og søger en modpart, der vil drøfte spørgsmålet i en podcast: "Jeg søger i øvrigt nogen der er uenig i mit oplæg, da jeg synes debat er vigtigt," skriver han.

 

 

Indlæggene på LinkedIn: