Ny anbefaling: Denne ikke-medicinske behandling virker bedst mod ADHD

En ny national anbefaling peger på, at voksne med ADHD kan få hjælp af psykologiske terapier. Kognitiv adfærdsterapi står stærkest, men der er brug for mere viden.

Når man hører ordet ADHD, forbinder de fleste det med medicin. Men nu har Sundhedsstyrelsen kortlagt effekten af behandling uden piller. Den viser, at psykologiske metoder kan hjælpe voksne med ADHD til at få en bedre hverdag, især hvis behandlingen skræddersys til den enkeltes behov.

Den nye, nationale kliniske anbefaling (NKA) fremhæver især kognitiv adfærdsterapi (KAT) – en samtalebaseret metode, der hjælper patienten til at ændre på uhensigtsmæssige tanker og vaner. Gennemgangen viser også gavnlige effekter af andre former for terapi, som derfor også kan have en plads i behandlingen af voksne med ADHD. Det er for eksempel mindfulness.

"Formålet med vores arbejde var at undersøge effekten af et bredt udvalg af ikke-medicinske tilgange til behandling af voksne med ADHD. Vi har fundet dokumentation for, at visse former for psykologisk behandling kan have en gavnlig effekt, og at disse ikke-medicinske behandlingsmetoder derfor kan være relevante,” siger chefkonsulent Marija Barbateskovic Vallik til Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Mange har brug for tilpasning

For en voksen med ADHD kan hverdagen føles kaotisk: Mails, der ikke bliver åbnet, møder, man glemmer, aftaler, der ryger i svinget – og samtidig uro og frustration. Netop derfor skal behandlingen ofte tilpasses.

”De terapiformer, som vi har anbefalet, er ikke nødvendigvis udviklet til målgruppen. Derfor kan der være brug for at tilpasse dem, så de imødekommer voksne med ADHD´s specifikke behov. Det kan for eksempel være ved at inddrage relevante temaer som tidshåndtering, planlægning, følelsesregulering og impulsstyring,” siger Marija Barbateskovic Vallik.

I anbefalingen står der direkte: "Overvej, i tillæg til farmakologisk behandling, at tilbyde non-farmakologisk behandling, specifikt en psykologisk intervention (primært kognitiv adfærdsterapi) til voksne med ADHD." 

Patienthistorier viser udfordringerne

For at gøre anbefalingerne mere konkrete har Sundhedsstyrelsen indsat patientcases. De viser, hvordan behandlingen kan se ud i virkeligheden.

Anders på 36 år er én af dem. Hans hverdag er præget af kaos, glemsomhed og konflikter, og psykiateren vurderer, at han vil have svært ved at starte medicinsk behandling uden først at få styr på hverdagen. Derfor anbefales han at begynde i kognitiv adfærdsterapi, så han kan opbygge strategier og struktur, før medicinen genovervejes.

Et andet eksempel er Maria på 53 år, som både har ADHD og bipolar lidelse. Hun ønsker ikke medicin for sin ADHD, men kæmper med uro og ustabile rutiner. Her anbefaler fagfolk kognitiv adfærdsterapi kombineret med ergo- og fysioterapi. Det handler ikke kun om symptomer, men også om at finde rytme i hverdagen, bedre nattesøvn og et mere stabilt humør.

Kritik og ros fra læger 

Anbefalingen har mødt både ros og skepsis i høringsfasen. 

Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) støtter intentionen om at styrke de ikke-medicinske behandlingstilbud til voksne med ADHD, både med og uden medicin. Patienter, der ikke tåler eller ønsker medicin, har også brug for hjælp, mener DSAM. Samtidig mener selskabet, at evidensen er for svag til at kalde disse tilbud ”vigtige”. "Den beskedne evidens synes ikke at begrunde brugen af ordet ’vigtig’, som måske burde fjernes," skriver selskabet i sit høringssvar.

Selskabet fremhæver desuden, at farmakologisk og non-farmakologisk behandling bør ses som tæt integrerede og ikke placeres i forskellige organisatoriske ”siloer”. DSAM finder det problematisk, at der i anbefalingen bruges stærkere formuleringer som ”der ses en gavnlig effekt”, når grundlaget i øvrigt er præget af forbehold og svag evidens.

Endelig advarer DSAM om risikoen for ulighed, hvis ansvaret for implementeringen lægges ud til kommuner og regioner. "En anbefaling med så mange udfordringer som beskrevet vil næppe blive implementeret decentralt uden en tydeligt beskrevet overordnet plan og økonomitilførsel," skriver selskabet. DSAM foreslår, at almen praksis fremover kunne spille en rolle med rådgivning og samtaler, eksempelvis om søvn og livsstil, så flere patienter kan få adgang til hjælp.

Fra psykiaternes faglige selskab lyder der ros for selve arbejdet, men også en undren over Sundhedsstyrelsens fremhævelse af risikoen for ulighed. I udkastet står der, at nye tilbud som kognitiv adfærdsterapi kan være tilgængelige i store byer som København og Aarhus, hvor der allerede findes specialiserede ADHD-klinikker og psykologfaglig kapacitet. Men i mange yderkommuner og tyndtbefolkede områder er der langt færre psykologer med erfaring i ADHD, og derfor kan patienter dér stå uden reel adgang til terapien. Dansk Psykiatrisk Selskab mente dog, at logikken halter: "Det er en meget gennemarbejdet anbefaling, der kommer godt omkring mange emner," skriver psykiater Sune Straszek i Dansk Psykiatrisk Selskabs høringssvar.

Og videre: "Uligheden mellem dem med og uden ADHD vil jo stadig netto falde, hvis man tror på behandlingen...?" 

Anbefalingen understreger, at der er brug for mere forskning, ikke mindst for at dokumentere effekten af behandling uden medicin. I dag bygger de fleste studier på patienter, der samtidig er i medicinsk behandling. Samtidig peger flere høringssvar på, at mange steder i landet slet ikke har tilbud om kognitiv adfærdsterapi eller lignende forløb til voksne med ADHD.

Det betyder, at selvom anbefalingen nu er på plads, vil virkeligheden for mange patienter stadig være præget af mangel på tilbud, lange ventelister og geografiske forskelle.

Eller som DSAM konkluderer i sit høringssvar: Uden en national plan og penge på bordet risikerer anbefalingen at ende som et stykke papir – snarere end reel hjælp i hverdagen.