
”Tilbuddet har effekt på gruppen med let til moderat psykisk sygdom, som er motiverede og kan arbejde selvstændigt. Men jeg ville ikke tage personer med skizofreni, maniske episoder og bipolar lidelse ind i den type behandling,” siger Esben Kjems Jensen.
Nyt studie: Online-behandling hjælper mange med angst og depression
Et nyt studie evaluerer erfaringerne med et landsdækkende projekt, der tilbyder gratis online-psykologbehandling af depression, angst og fobier. Online-behandlingen virker på lettere psykiatriske diagnoser, men det er ikke for alle, siger psykolog Esben Kjems Jensen.
I Odense sidder omkring 40 psykologer dagligt og hjælper patienter gennem online-behandlingstilbuddet Internetpsykiatrien. Siden sin start i 2013 er projektet vokset betragteligt, og nu er resultaterne opgjort i en artikel i International Journal of Methods in Psychiatric Research.
”Tilbuddet har effekt på gruppen med let til moderat psykisk sygdom, som er motiverede og kan arbejde selvstændigt. Men jeg ville ikke tage personer med skizofreni, maniske episoder og bipolar lidelse ind i den type behandling,” siger Esben Kjems, der er førsteforfatter på artiklen. Han har lavet forskningen som en del af sin ph.d. og arbejder til daglig som psykolog ved Internetpsykiatrien, som har base i Odense.
Effekt på tværs af diagnoser
Det kræver ingen henvisning at benytte sig af Internetpsykiatrien, så alle patienterne er selvhenvendere. De bliver først screenet gennem et online-spørgeskema og får derefter en online forsamtale med en psykolog. Hvis man lever op til kriterierne for behandling i Internetpsykiatrien – for eksempel må man ikke have svær psykisk sygdom eller misbrug – kan man begynde på et 12 ugers behandlingsprogram på nettet. Under programmet kan man skrive med sin psykolog, men man taler normalt ikke med psykologen. Som afslutning på programmet få man en kort evalueringssamtale med psykologen.
I den videnskabelige artikel har Esben Kjems Jensen opgjort resultaterne fra 1.475 patienter, som har modtaget behandling i Internetpsykiatrien for depression, panikangst, socialfobier og enkeltfobier i perioden 2019 til 2022.
Behandlingseffekten er blevet målt både før, under og ved afslutning af online-programmerne gennem forskellige standardiserede spørgeskemaer, som er udviklet til at måle effekten af den enkelte diagnose. Bagefter har forskerne sammenlignet effekten af programmerne ved at bruge effektmålet Cohen’s d, hvor en score tæt over 0,8 indikerer en høj effekt af programmet. Her havde depression en score på 0,87 d, panikangst en score på 0,62 d, socialfobi en score på 0,80 d og enkeltfobier en score på 0,47 d. I alt viste målingerne, at 26,7 procent af patienterne oplevede forbedringer fra første behandling til sidste måling.
”Vi kunne se en effekt af programmerne på tværs af alle fire diagnoser, som blev større fra session til session. Effekten var uafhængig af køn og alder, uddannelse og jobstatus. Patienter med mange symptomer oplevede den hurtigste forbedring, hvilket giver god mening, fordi de havde mere plads til forbedring,” siger Esben Kjems Hansen.
Han bemærkede desuden, at der var ret stor forskel på, om man målte effekten fra screeningsspørgeskemaet eller fra første behandling.
”Der skete virkelig meget fra patienterne udfyldte spørgeskemaet og snakkede med psykologen – og indtil de begyndte med behandlingen. Det kan dels skyldes, at folk har det ret dårligt, når de finder frem til Internetpsykiatrien og henvender sig. Men nok også, at den indledende samtale med psykologen gør, at patienterne føler sig hørt og får håb for fremtiden.”
Digital psykiatri kan frigive ressourcer
I 10-årsplanen for psykiatrien er digital psykiatri fremhævet som et af de områder, som skal udvikles i fremtiden; formålet er at sætte ind med en tidlig indsats mod psykiatriske problemer og bringe behandlingstilbuddene tættere på borgere.
Esben Kjems Jensen mener, at online-klinikker kan være en mulighed for at løse de kapacitetsudfordringer, som man i dag har i psykiatrien.
”Vores tilbud henvender sig til personer, som normalt ikke ville komme ind i psykiatrien, fordi de er i den lette til moderate gruppe. Men vores tanke er, at hvis vi kan frigive ressourcer ved at tilbyde et digitalt selvhjælpsprogram, så kan man bruge ressourcerne på dem, der har brug for tættere kontakt og mere opfølgning,” siger Esben Kjems Jensen.
”Den tankegang kunne også bruges andre steder i psykiatrien, hvor man for eksempel kunne lave online-klinikker med psykiatere, der kunne tilbyde opfølgende medicinsamtaler. Så kunne man flytte den behandling, der ikke kræver fysisk fremmøde, over til telefon eller video.”
Flere muligheder på vej
Internetpsykiatrien er et landsdækkende og gratis offentligt tilbud, som er oprettet i et samarbejde mellem de fem regioner og placeret i Region Syddanmark. Udover de online-behandlingsprogrammer, som er undersøgt i studiet, tilbyder Internetpsykiatrien også behandlingsprogrammer for binge eating disorder (overspisning) og unge med angst.
”Man kunne sagtens udvide med behandlingsprogrammer til flere former for angst – for eksempel OCD og generaliseret angst. Der er også muligheder i krydsfeltet med somatiske sygdomme, hvor man kunne lave programmer til patienter med kroniske smerter og diabetes, der behandler den psykologiske komponent af lidelserne. Så digital psykiatri vil kunne fungere på mange måder, hvor online-behandlingsprogrammerne kan stå alene eller fungere i kombination med anden behandling,” siger Esben Kjems Jensen.
