Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

”Jeg er ærlig talt rystet over, at der ikke bliver afsat penge til almen praksis specifikt. Jeg er blevet informeret om, at Danske Regioner har bekræftet over for PLO, at de ekstra penge skal gå til sygehusområdet. Det er helt uforståeligt, når vi har en sundhedsstrukturreform på vej, som skal være baseret på almen praksis og det primære sundhedsvæsen,” siger Camilla Høegh-Guldberg.

Chokeret formand fra PLO-Sjælland: Alle 100 millioner fra ulighedspuljen skal gå til hospitalerne

Region Nordjylland og Region Sjælland får som del af en omfordeling i den nye økonomiaftale ekstra 100 millioner kroner fra de andre regioner, da de har færrest læger. Men hele den ekstra pose penge bliver sendt direkte i retning af hospitalerne og ikke den primære sektor, har PLO fået oplyst af Danske Regioner.

PLO-Sjællands formand Camilla Høegh-Guldberg er praktiserende læge i Præstø, og hun har svært ved at finde ord, der kan beskrive hendes skuffelse.

”Jeg er ærlig talt rystet over, at der ikke bliver afsat penge til almen praksis specifikt. Jeg er blevet informeret om, at Danske Regioner har bekræftet over for PLO, at de ekstra penge skal gå til sygehusområdet. Det er helt uforståeligt, når vi har en sundhedsstrukturreform på vej, som skal være baseret på almen praksis og det primære sundhedsvæsen,” siger hun.

Her torsdag 6. juni afviser Danske Regioner dog, at PLO-Sjællands informationer om ulighedspuljen har noget på sig.

Før Danske Regioners afvisning fortalte Camilla Høegh-Guldberg, at hun faktisk ikke havde fantasi til at forestille sig denne drejning. Hun havde håbet, at primærsektoren med de 100 millioner kroner fra ulighedspuljen kunne tilføres flere penge til at skaffe flere uddannelseslæger, praktiserende speciallæger og psykologer til Region Sjælland. Samtidig så hun for sig, at regionerne kunne arbejde for øget rekruttering, både på hospitalerne og i praksisklinikkerne. Hvad sidstnævnte angår, drømmer hun som regional PLO-formand og læge om støtteværktøjer og tilskud, der kunne facilitere det at få flere uddannelseslæger ind i en praksis. Men når hendes umiddelbare chok har fortaget sig, erkender hun, at der fortsat er muligheder i de ekstra penge, selvom de havner på den anden side af sektorgrænsen.

”Nu er vi nødt til at håbe på afledte effekter af de ekstra penge til sygehusene i form af mere kapacitet til ydelser som røntgen og blodprøver, der er en forudsætning for vores arbejde. Når vi har så få privatpraktiserende speciallæger i regionen, kan det være også et plus, hvis der kommer flere speciallæger på hospitalerne i kraft af pengene fra ulighedspuljen. Og vi vil opleve en afsmittende effekt, hvis der kommer flere læger i hoveduddannelsesstillinger på hospitalerne, fordi en del af disse forhåbentlig uddanner sig som praktiserende læger,” siger Camilla Høegh-Guldberg.  

Men at lægge hele pengeposen ved hospitalets indgang minder stadig om at tisse i bukserne for at holde varmen, fastholder hun. 

”Praktiserende læger i Region Sjælland fastholder en kadence på 5,6 millioner konsultationer årligt, samtidig med at vi er blevet 15 procent færre i perioden 2013 til 2023 (fra 481 til 411 PLO-læger, red.). Vi er mest udbrændt og har flest læger på over 70 år i vores region, samtidig med at regionen mangler blandt andet kardiologer, lungelæger, børnepsykiatere og psykiatere, hvilket medfører, at vi i stigende grad skal overtage opgaver fra det specialiserede sundhedsvæsen, som vi ikke er uddannet til. Det holder bare ikke frem til 2035, hvor man forventer flere læger,” siger Camilla Høegh-Guldberg.  

Rekruttering og fastholdelse er kodeordene

Nyheden om de 100 millioner til deling mellem de to læge-fattige regioner fik ikke Camilla Høegh-Guldberg til at drømme om flere penge til netop Lægehuset Remisen, hvor hun selv har sin gang. Men hun havde håbet på overordnede indsatser, der kunne tiltrække og fastholde læger. 

Rekruttering og fastholdelse er også de centrale tiltag, som Jonatan Schloss anbefaler. Han har indsigter med i rygsækken fra både hospitaler, PLO og kommune, i dag er han kommunaldirektør i Egedal kommune og flittig sundhedsdebattør.  

Yngre læger er mere påvirkelige af løn og har ikke slået rod endnu, vurderer han. Så hvis de kan få højere løn og få frikøbt tid til forskning ved at søge uddannelsesstillinger i Region Nordjylland og Region Sjælland, kunne det have en teoretisk effekt, hvis ulighedspuljen blev mere permanent og ikke kun gjaldt et år. Også ældre læger kan modtage et tilskud til eksempelvis en sygeplejerske for at blive hængende længere på arbejdsmarkedet.

”Hvis regionerne giver noget, der ligner et driftstilskud, som kunne dække en sygeplejerskes løn i tre år, så kan det muligvis få nogle nye praktiserende læger til at tænke, at det måske alligevel kan være attraktivt at købe klinik i Region Sjælland i stedet for i Region Hovedstaden. Det skal anvendes meget sparsomt, altså i helt særligt nødlidende områder, ellers bliver det både dyrt for regionerne og mister sin effekt, hvis det gøres for mange steder,” siger han. Men han understreger, at et år ikke er nok til opnå denne effekt. Han mener derfor ikke, at den aktuelle aftale vil give bedre adgang til lægehjælp for borgerne.  

”Det er sørgeligt for de syge, de gamle, de fattige og de overvægtige, der bor i regionerne,” siger Jonatan Schloss.

Om pengene går til sekundær sektor udelukkende, vil Jonatan Schloss ikke forholde sig til, da det ikke kan læses ud af den aftale, han har set. Han hæfter sig dog ved, at statsminister Mette Frederiksen (Soc.) under Folketingets afslutning den 29. maj berørte ulighed og lægehjælp.

Her udtalte statsministeren, at der er ”brug for at skabe en bedre fordeling. Så der bliver flest læger der, hvor der også er flest syge,” sagde hun blandt andet fra talerstolen og nævnte forskellen i middellevetid (cirka fem år) mellem Guldborgsund på Lolland og Rudersdal nord for København.  

”Det gør det jo kun værre, hvis det forholder sig sådan, som PLO’s regionalformand fortæller. Ordene fra Statsministerens afslutningstale for en uge siden er jo så på ingen måde overhovedet understøttet af denne økonomiaftale,” siger Jonatan Schloss.