Jonatan Schloss: PLO har ikke overspillet sine kort, men smidt dem væk

PLO og Danske Regioner har afbrudt forhandlinger om ny overenskomst. PLO savner investeringer i almen praksis, men Jonatan Schloss spår dem et dårligere resultat efter at have smækket med døren. Tidligere PLO-formænd Henrik Dibbern og Christian Freitag har dog forståelse for, hvis den nuværende bestyrelse har opbrugt sin tålmodighed.

Søndagens udmelding om en afbrudt aftaleforhandling får en del panderynker med på vejen fra eksperter og kommentatorer. 

Jonatan Schloss er tidligere PLO-direktør, i dag er han kommunaldirektør i Egedal Kommune. Han finder det ærgerligt, at Danske Regioner ikke er klar til at engagere sig i, hvordan almen praksis skal udvikle sig, hvilket skaber en lang ventetid i forhold til målene i sundhedsreformen. Ikke desto mindre mener han, at PLO har skudt sig selv i foden med en afbrydelse af forhandlinger om en 2026-aftale mellem PLO og Danske Regioner.

”PLO afbryder forhandlingerne, men det betyder i realiteten, at de kommer til at få et dårligere tilbud på et senere tidspunkt. De har aldrig forstået, at man aldrig skal forlade forhandlinger. Mange PLO-læger er sure over, at FAPS-læger tjener mere end dem. Men FAPS-læger har aldrig nogensinde forladt en forhandling, de siger ’ja, så gerne’ og retter ind. Det er den store forskel på FAPS og PLO, sidstnævnte har et mere uregerligt og vildt bagland.”

PLO overspiller ikke sine kort – man smider dem fra sig, mener Jonatan Schloss.

”PLO begår den fejl, at de tror, det her vil spille ind i en valgkamp. Men den almindelige dansker har ikke nogen interesse eller forståelse for den her slags spørgsmål, og det derfor har ingen betydning for en valgkamp. Det her handler i bund og grund om en honorardiskussioner, og ingen synes, praktiserende læger skal have flere penge. Bo Libergren og Lars Gaardhøj kan derfor være helt rolige, de siger blot: I kommer bare igen, når I er klar. Men det bliver et dårligere tilbud, når PLO sætter sig til bordet igen.”

En postgang for tidligt ude?

Det kom bag på Leif Vestergaard Pedersen, at PLO søndag eftermiddag annoncerede, at arbejdet på en overenskomstaftale for 2026 er blevet opgivet.

Han er tidligere regionsdirektør og har også ledet det udvalg, der skulle lave et forslag til en ny honorarstruktur for praktiserende læger.

”Jeg havde ikke set det komme, for jeg havde forventet, at man blot ville lave en simpel fremskrivning af den nuværende overenskomst. Derefter ville der jo året efter skulle ske en mere grundlæggende – næsten paradigmeagtigt – ændring” siger Leif Vestergaard Pedersen og tilføjer:

”Det paradigmeskifte kræver naturligvis investeringer, og det kommer til at koste regionerne penge, som jeg har det indtryk, at de er klar til at bruge”.

Leif Vestergaard Pedersen pointerer, at det er svært præcis at vide, hvad der er blevet sagt omkring forhandlingsbordet, og hvor de reelle knaster især befinder sig.

”PLO efterlyser en vilje til at investere, og alt, hvad jeg hører fra regionerne, er, at de siger, det vil vi også gerne. Men måske er PLO bare lidt for tidligt ude? Det er selvfølgelig med forbehold – for vi ved jo ikke præcis, hvad forhandlingerne er strandet på.”

Professor emeritus, sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Syddansk Universitet finder det ærgerligt, at forhandlingerne er brudt sammen.

”Noget tyder på, at man ikke kunne blive enige om den økonomiske ramme. Et eller andet sted kan man jo godt forstå, hvis regionerne har tænkt, at det hele først for alvor går i gang i 2027. Vi har stadig ikke fået klarhed over, hvilke opgaver der skal flyttes fra sygehusene til almen praksis. Derfor forstår jeg godt tanken: Lad os vente og se, hvad der kommer. Det handler trods alt kun om et år. Omvendt kan PLO pege på nogle oplagte udgiftsdrivere (eksempelvis demografi og ADHD, red.), som rammen ikke tilgodeser,” siger Jes Søgaard.

Ifølge økonomen og professoren er kollapset i forhandlingerne sandsynligvis forbundet med et dårligt forhandlingsklima og manglende tillid. ”Regionerne vil gerne væk fra den nuværende model, og PLO’s tillid er tyndslidt. Meget af det skyldes simpelthen dårlig tillid – og det er et beklageligt og dårligt udgangspunkt for både en overenskomstaftale og den kommende sundhedsreform,” siger Søgaard.

Tidligere PLO-formand: Snart tipper læsset  

Medicinsk Tidsskrift har også rakt ud til to tidligere PLO-formænd for at høre deres tanker om kollapset, som i hvert fald undrer nogle garvede sundhedskommentatorer- og debattører.

Også tidligere PLO-formand Henrik Dibbern erklærer sig overrasket over søndagens centrale nyhed på sundhedsområdet.

”Jeg tror, PLO er oprigtigt skuffede – især når man tænker på, at man faktisk med forståelsespapiret har accepteret det lovindgreb om forhandlingsretten, som er fremlagt. Jeg tror, PLO havde forventet, at der ville blive kvitteret med noget vilje til udvikling og vækst, at regionerne ville lægge økonomi ind i det, når de nu har fået magten. Det er svært at se, hvordan man fra regionernes side vil udvikle sektoren på den måde her.”

Den pensionerede praksislæge og PLO-formand fortsætter:

”Regionerne har taget magten – men hvad vil de med magten? Praktiserende læger har altid været stolte af at drive deres egne små virksomheder. Men vil de blive ved med det, når fornemmelsen af selvstændighed forsvinder? På et tidspunkt tipper læsset, og ejerskabet bliver ikke længere interessant. Det punkt nærmer sig nu, hvor regionerne har taget magten uden at vise vilje til at tilføre den nødvendige økonomi.”

Politik, når det er værst

Tidligere PLO-formand Christian Freitag er til gengæld ikke så overrasket over nyheden om sammenbruddet i aftaleforhandlingerne. Han kalder det politik, når det er værst.

”Det er trist at se på, men jeg kan ikke sige, at jeg er chokeret. Da lovudkast 2b kom, stod det klart for mig, man ville stække PLO og bygge et sundhedsvæsen, hvor PLO og almen praksis får en mindre rolle. Det, vi ser nu, er et yderligere skridt i samme retning. Først lovindgrebet og et forståelsespapir – og så, to måneder senere, står vi med en overenskomstaftale uden den vækst på området, der ellers er lagt op til i tankerne omkring sundhedsreformen.”

Regionerne og regeringen har fået ændret overenskomsten, så de får mere magt, og næste skridt handler nu om at begrænse udgifterne, oplever Christian Freitag.

”Det paradoksale er, at vi ikke befinder os i en økonomisk krise – tværtimod sker det her samtidig med, at regionerne selv opruster på det nære sundhedsvæsen. De opretter nye udkørende teams, lægevagt, regionsklinikker, palliation og administrative funktioner, der udvider regionernes rolle inden for den nære sundhed.”

Christian Freitag ser det som et udtryk for regionernes behov for at vokse sig større – men det sker ifølge Holte-praksislægen på bekostning af almen praksis og kommunerne, hvilket er stik imod retningen i sundhedsreformen.

”I stedet ser vi endnu en overenskomstaftale, hvor man fra regionernes side siger, at ’nu må vi lige vente lidt’. Jeg forstår derfor godt, hvis tålmodigheden er ved at slippe op for mine kolleger i PLO,” siger Christian Freitag.