Aftale uden loft: Nye praktiserende læger får frit spillerum i 2026

Efter måneder med uro, sammenbrudte forhandlinger og advarsler om økonomiske stopklodser er regioner og praktiserende læger nu blevet enige om en etårig aftale for 2026, hvor der ikke fastsættes en samlet øvre økonomisk ramme. Aftalen betyder, at der i det kommende år ikke på forhånd lægges et samlet loft over aktiviteten i almen praksis, når flere nye læger træder ind i systemet.

Den nye aftale er indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Ifølge parterne skal aftalen fjerne usikkerheden om, hvorvidt der er økonomisk plads til de nye praktiserende læger, som forventes at komme til i 2026, samtidig med at udviklingen i aktiviteten følges tæt.

”Vi vil rigtig gerne sikre gode rammer for de nye praktiserende læger, som skal etablere sig med egen lægepraksis. Og vi har ønsket at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt der er plads i økonomien til flere nye praktiserende læger. De nye læger skal have en god start, hvor de får mulighed for at lære deres patienter at kende,” siger formand for RLTN, Lars Gaardhøj.

Også PLO’s formand Jørgen Skadborg peger på, at fraværet af en samlet økonomisk ramme har været helt centralt i forhandlingerne:

”Det er helt afgørende for PLO, at der i en aftale er økonomi til, at vi i år bliver flere praktiserende læger. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i 2026 kan køre uden en øvre økonomisk ramme. Det vil betyde, at vi kan påbegynde det løft af det nære sundhedsvæsen, som er forudsat i sundhedsreformen, uden at lægerne skal bekymre sig om en evt. modregning.”

Aftalen indebærer samtidig, at regioner og PLO løbende skal følge udviklingen i aktiviteten både nationalt og lokalt. Fokus er, at øget aktivitet i videst muligt omfang kan henføres til flere læger, flere patienter og flere opgaver – særligt i de områder, hvor der etableres nye praksis. Regionen bevarer mulighed for at gribe ind over for enkeltpraksis, hvis udgifterne per patient udvikler sig markant uden en forklaring i demografi eller opgaveglidning.

Advarsler før sammenbruddet

Nyheden om en overenskomst uden en samlet økonomisk ramme kommer godt to en halv måned efter, at forhandlingerne om en aftale for 2026 brød sammen. Den 2. november 2025 forlod PLO forhandlingsbordet med henvisning til manglende investeringer i almen praksis. Regionerne svarede dengang, at der var lagt op til et trecifret millionløft, men uenigheden om tempo og økonomi viste sig for stor.

I dagene efter sammenbruddet advarede sundhedsøkonomer om konsekvenserne ved at stå uden en særskilt aftale for 2026. Professor emeritus og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen vurderede, at fraværet af en aftale kunne få mærkbare økonomiske følger for både læger og regioner. Ifølge ham ville der være risiko for, at praktiserende læger ramte den gældende økonomiske styring, og at der sidst på året ville komme modreguleringer for at holde sig inden for rammen.

Han pegede samtidig på, at ambitionen om flere praktiserende læger havde en betydelig prislap. Omkring 100 nye læger i 2026 ville ifølge hans vurdering koste to til tre millioner kroner per læge årligt. Samlet set ville det kræve et løft på tre til fire hundrede millioner kroner, hvis målet om flere læger skulle hænge sammen økonomisk.

Netop spørgsmålet om plads til nye læger stod centralt i kritikken fra PLO’s formand i november. Jørgen Skadborg pegede på, at der allerede kom flere læger til år for år, og at usikkerhed om økonomien kunne få nogle til at søge andre veje end almen praksis.

Fra overgangsaftale til brud

Konflikten i efteråret 2025 stod i skarp kontrast til situationen året før. I september 2024 indgik PLO og RLTN en etårig overenskomst, ofte omtalt som OK25, der blev præsenteret som en overgangsaftale frem mod en større sundhedsreform. Aftalen indeholdt et økonomisk løft på samlet 284,3 millioner kroner fordelt over 2024 og 2025 og blev af både parter og sundhedsøkonomer beskrevet som fornuftig vedligeholdelse snarere end en strukturel reform.

På det tidspunkt pegede både PLO’s formand og eksterne eksperter på, at de store spørgsmål om honorarstruktur og opgaveflytning bevidst blev udskudt til reformarbejdet. Det var netop forventningen om en snarlig reform, som gjorde den etårige konstruktion mulig.

Da forhandlingerne om en ny aftale for 2026 brød sammen i november 2025, var tonen en anden. Kritikken handlede ikke længere om vedligeholdelse, men om risikoen for, at ambitionerne i sundhedsreformen ikke kunne realiseres uden et markant økonomisk løft.

Basishonorar, styring og reformforberedelse

Den nye aftale for 2026 indeholder ud over fraværet af en samlet økonomisk ramme også konkrete økonomiske elementer. Basishonoraret, som er det faste årlige beløb per patient, hæves med 95 millioner kroner. Derudover afsættes 10 millioner kroner ekstra til efteruddannelse som følge af forventningen om flere praktiserende læger.

Lars Gaardhøj fremhæver i den forbindelse almen praksis’ rolle i sundhedsreformen:

”De praktiserende læger har en nøglerolle i sundhedsreformen og udbygningen af det nære sundhedsvæsen. Det indebærer også en større rolle som tovholder for patienter i komplekse forløb, som går på tværs af aktører.”

Jørgen Skadborg peger på, at opgaverne i almen praksis bliver mere komplekse:

”Opgaveløsningen i almen praksis bliver mere og mere kompleks med øgede forventninger og krav fra patienterne og samfundet. Jeg er glad for, at vi er nået til enighed med regionerne om at anerkende dette ved et løft af basishonoraret samtidig med, at det bliver muligt at videreføre vores høje ambitionsniveau, for så vidt angår efteruddannelse, kvalitetsklynger, forskning og IT.”

Aftalen kan ses som en overgangsordning frem mod 2027, hvor sundhedsreformen ventes at ændre hele aftalesystemet. 

Se aftalen her (PDF-fil)