Plejehjemslæge Betina Kornblit (tv.) har de sidste 4,5 år arbejdet tæt sammen med sygeplejerske Karen Dinesen (th.) på plejehjemmet. Både sygeplejersker og sundhedsassistenter holder her øje med patienter og fører journaler til de i alt fem læger, der er tilknyttet. Foto: Karl Ib Telving

På Kristiansminde Plejecenter ved ingen, hvem lægen er

Skrevet af Thomas Telving den 15. juni 2026 i kategorien Almen praksis.

Der er hverken mirakelkure eller ekstra hænder i baghånden på demensplejehjemmet Kristiansminde Plejecenter i Roskilde. Til gengæld er der faste aftaler, solid forberedelse og tæt kommunikation. Ifølge plejehjemslæge og -koordinator Betina Kornblit er struktur nøglen til færre misforståelser og mere værdig behandling.

Hvis man leder efter endnu en historie fra plejesektoren om vold, stress, svigt eller andre synlige tegn på den danske velfærdsstats snarlige sammenbrud, er der ikke meget at komme efter på Kristiansminde Plejecenter. Roskildes største demensplejehjem efterlader besøgende med noget helt andet og væsentligt mindre påtrængende: En fornemmelse af noget, der grundlæggende fungerer. Dæmpede samtaler mellem sygeplejersker. En dør, der lukkes forsigtigt. En svag klirren af kaffekopper.

”Det er måske nok lidt af et smørhul det her. Det fungerer rigtig godt,” siger Betina Kornblit og tilføjer, at hun godt ved, at stedet muligvis stikker lidt ud fra normen. Udover at være praktiserende læge er hun plejehjemslæge på Kristiansminde Plejecenter og Roskilde Kommunes plejehjemskoordinator. Og så er hun også kursusleder på PLO’s plejehjemskursus og sidder i bestyrelsen for Hospice Sjælland. Hun kender med andre ord plejesektoren i dybden på godt og ondt. Ikke mindst når det kommer til samarbejdet med de praktiserende læger, som er det, vi har sat hende stævne for at spørge ind til. Fungerer rammerne? Hvordan adskiller arbejdet på plejehjemmet sig fra arbejdet i hendes egen klinik? Og hvad skyldes hendes eget store engagement i området?

De gamle får god hjælp

Det første spørgsmål er relativt hurtigt overstået. Betina Kornblit har oprigtigt svært ved at pege på noget i rammesætningen, hun godt kunne tænke sig var anderledes. Man bliver ikke forgyldt af at være plejehjemslæge, men kompensationen er rimelig, og det tids- og kapacitetspres, man ofte hører om i almen praksis, er ikke for alvor et problem her på plejecenteret.

”Så længe vi har forberedt os begge to, så hænger det faktisk ret godt sammen,” siger hun og kigger over på sin faste kontakt på stedet, sygeplejersken Karen Dinesen, som nikker. De to har samarbejdet tæt siden Karen Dinesen blev ansat på plejecenteret for fire og et halvt år siden. Betina Kornblit tøver ikke længe, før hun siger, at hun faktisk mener, at beboerne på centeret får den hjælp, som de har brug for.

”Jeg synes, de får god hjælp her. De har de mennesker omkring sig, som de skal have,” siger hun.

Struktur giver succes

I praksis fungerer det sådan, at både sygeplejersker og assistenter på plejecenteret holder godt øje med patienterne og fører journaler, så der er styr på, hvad Betina Kornblit skal bruge tiden på, når hun møder op sidste onsdag i hver måned.

”Vi gennemgår det meste herinde på kontoret først, og så går vi ud og ser på patienterne bagefter. Nogle af dem ser vi meget grundigt på, nogle af dem går vi forbi, og nogle af dem hilser jeg bare på,” siger hun. Det med forberedelsen er noget, både hun og Karen Dinesen vender tilbage til adskillige gange. Når noget ikke fungerer, skyldes det stort set altid, at der ikke er tilstrækkeligt fokus på strukturer, forberedelse og ikke mindst kommunikationen mellem plejecenter og læge.

”Selvfølgelig er der også steder, hvor det er svært, og hvor samarbejdet med lægerne ikke fungerer. Steder med alt for stor udskiftning. Steder, hvor der ikke er nok sygeplejersker, og hvor tingene er dårligt koordineret,” siger Betina Kornblit. Men når hun skal pege på, hvad der skal til for at løse den slags problemer, handler det ikke om penge eller politiske rammer.

”Nogle gange er man jo bare uheldig, at der er udskiftning i personalet, eller at to barsler falder oven i hinanden. Den slags er svært at gøre noget ved, men hvis vi ser bort fra det, så handler det rigtig meget om struktur. Det handler om at huske at have klare aftaler, så lægen ikke møder op, og ingen rigtig ved, hvad der skal ske,” siger hun og understreger igen, at det er alfa og omega at have en god samarbejdspartner, hvor man er tryg ved de observationer, man modtager, og tryg i de tilbagemeldinger, som man har sat i værk. Tilgangen hos personalet på plejehjemmet spiller dermed i sagens natur en afgørende rolle for at få succes. De skal simpelthen have styr på tingene. Hvilket de ifølge Betina Kornblit i høj grad har i det hus, hun er tilknyttet på Kristiansminde. Sygeplejerske Karen Dinesen giver selv et eksempel på noget, der kan forekomme banalt, men ikke desto mindre er afgørende.

”For eksempel sender vi datoer ud til alle i centeret et halvt år i forvejen, så de ved, hvilke dage der er lægebesøg. Så kan det blive lagt ind i vagtplanerne til dem, der skal være med,” siger hun. Også sådan en proces er nødt til at være underlagt stram struktur. Demenscenter Kristiansminde er et stort sted og har i alt 100 boliger fordelt på fem huse med hver sin tilknyttede læge. Omkring 95 procent af beboerne er tilknyttet en af de i alt fem læger i Roskilde Lægehus, som Betina Kornblit er en del af. Og når det mestendels fungerer på plejecenteret, er det, fordi dem, der styrer processen, ved, hvor vigtigt det er, at intet er overladt til tilfældigheder. Når noget ikke fungerer – hvilket også sker – skyldes det så godt som altid små ting med stor betydning. Glemte aftaler. En kalender der ikke er blevet opdateret. Manglende overblik over observationer, så lægen ikke aner, hvad der skal ske, når hun træder ind ad døren.

Ingen anelse om hvem lægen er

Når strukturerne fungerer, oplever Betina Kornblit til gengæld dagene på plejecenteret som en fornøjelse. Ligesom sine fire kolleger i Roskilde Lægehus er hun der cirka en halv dag om måneden og er fast tilknyttet det samme hus.

”Udover de faste besøg har vi løbende aftaler med vores sygeplejersker og assistenter om tilbagemelding enten på mail eller telefon, og indimellem ser vi også patienterne på video,” siger Betina Kornblit. Den forholdsvis intensive dialog giver mulighed for at lære patienterne at kende, men vilkåret er dog, at det er en relation, der kun går én vej.

”De kan overhovedet ikke huske mig. Når jeg kommer gående rundt, ved de ikke, hvem jeg er, så jeg må hele tiden præsentere mig. De aner simpelthen ikke, hvem jeg er,” siger Betina Kornblit, som dog alligevel synes at insistere på at prøve at behandle dem alle som hele mennesker.

”Det spiller en rolle for mig, at de har en historie. Jeg prøver at sætte mig ind i deres historie og finde ud af, hvad de har lavet, og hvem deres familie er. Det hjælper lidt, og så kan mange af de pårørende jo heldigvis huske mig,” siger hun. For Karen Dinesen, som har sin daglige gang på stedet, er situationen lidt anderledes, men den er stadig markant præget af beboernes svigtende hukommelse.

”De kan genkende mig, fordi jeg er her hver dag, men de ville ikke kunne sige, hvem jeg er, eller hvad min titel er. Måske kan de genkende ansigtet, og så kan de huske følelsen af mig. Ofte er de jo glade for at se mig, uden at de egentlig ved, hvem jeg er. Men jeg er trods alt en form for genkendelighed,” siger hun. Metoden for dem begge bliver ofte at gentage de samme ting, når de møder ind. ‘Hej, hvordan går det?’. ‘Hvordan har du det i dag?’. Den slags.

”Jeg må indrømme, at jeg plejer at sige det samme til dem alle sammen. Jeg har lært, hvad der virker,” siger Betina Kornblit i nøgtern accept af, hvordan tingene nu engang bare er på et demensplejehjem. Det er ikke som i lægehuset, og det gælder hele vejen rundt. For relationerne, for diagnoserne og for den generelle tilgang til behandlingen. Når det hele lægges sammen, er der til gengæld ikke tvivl om, at arbejdet er meningsfuldt. På flere planer.

”Det er en god afveksling til hverdagen i klinikken, og sundhedsmæssigt er det i høj grad også meningsfuldt. Vi ved, at plejehjemslæge-arbejdet både mindsker antallet af indlæggelser og brugen af antibiotika og antipsykotika,” siger Betina Kornblit.

Holder sig fra hospitalet

Den absolut primære diagnose på stedet er Alzheimers, som omtrent 80 procent af beboerne lider af. For de resterende 20 procent drejer det sig hovedsageligt om hukommelsessvigt som følge af blodpropper eller forgiftning, for eksempel af alkohol. Dermed følger behandlingsrutinen også ofte et relativt ensartet spor.

”Vi følger dem fra gang til gang og holder øje med, om de spiser selv, om de sover om natten, om de går, står, og går på toilettet. Så vi har nogle faste mål for funktionsniveau, som er vigtige for behandlingen,” siger Betina Kornblit. Når der opstår komplikationer eller situationer, der kræver særlig opmærksomhed, foregår det stort set altid på selve plejecenteret og varetages direkte af den praktiserende læge. Indlæggelserne er forsvindende få, og brugen af speciallæger er så godt som ikke-eksisterende.

”Indlæggelser og specialelægehenvisninger er ikke rigtig en del af det. De bliver dårligere af at blive indlagt, og de bliver dårligere af at blive taget ud og komme hen til en speciallæge og sidde i et venteværelse og måske blive tre kvarter forsinket. Det kan de slet ikke være med til. Mange af dem kan jo dårligt nok klare at komme hjem,” siger Betina Kornblit. Det sker dog, at hun søger råd og vejledning hos speciallægekolleger, men meget ofte klarer hun og Karen Dinesen, hvad der opstår med samme type af rettidig omhu, som ellers præger deres samarbejde.

”En måde at undgå indlæggelser på kan være, at Karen ringer, så vi kan planlægge det i god tid. Så aftaler vi for eksempel, at hvis feberen fortsætter, starter vi op med penicillin, og bliver enige om, at patienten ikke skal indlægges, men behandles med det og det,” siger Betina Kornblit.

Grænser for behandlingen

Når det i reglen kan undgås, hænger det også sammen med patientgruppens generelle situation. Når man er så gammel og så svækket, som tilfældet i reglen er, rykker grænserne sig for, hvad der giver mening. Der er dog undtagelser som eksempelvis knoglebrud, nævner Karen Dinesen.

”En dement hjerne kan ikke klare særlig meget. De skal allerhelst bare have ro og regelmæssighed,” siger Betina Kornblit. Både hun og Karen Dinesen mener, at beboerne på Kristiansminde har værdige liv, men man må også besinde sig på, at der er tale om liv, der nærmer sig en afslutning.

”Man er nødt til at diskutere, hvor meget livsforlængende man skal lave på sådan et plejehjem. Mange af dem kan ikke noget selv. De kan ikke spise selv, de kan ikke gå selv, de kan ikke komme på toilettet selv. De kan heller ikke give et detaljeret udtryk for smerte og fortælle, hvad der egentlig sker hos dem,” siger Betina Kornblit.

”Jeg synes, de har et værdigt liv her, og vi gør jo alt, hvad vi kan for det. Men man skal samtidig være opmærksom på, hvad man fremmer. Man skal ikke give medicin, der ikke er nødvendigt,” siger hun og giver et konkret eksempel.

”Vi har i dag talt med en pårørende om en beboer, som simpelthen bare skal have lov at være her. Så hvis man nu får mistanke om, at han fejler noget alvorligt, så skal han ikke igennem alle mulige udredninger for kræft eller andre ting. For det første vil han ikke mentalt kunne håndtere udredningen, men han vil heller ikke kunne håndtere behandlingen bagefter, for eksempel med operationer og kemoterapi,” forklarer Betina Kornblit. En del af værdigheden ligger netop i at undgå den slags – og i at acceptere, at rigtig meget af den behandling, en læge laver på et demensplejehjem, er palliativt.

Godt samarbejde betyder alt

Når det igen kommer til rammerne for at være plejehjemslæge, mener Betina Kornblit, at der er et solidt fundament for at gøre det, man vurderer er det rigtige for patienten, sådan som situationen nu engang er. Man får hende ikke til at skyde på myndigheder eller andre, som kunne stå i vejen for, at hun kan træffe gode lægefaglige beslutninger. For dem er der faktisk rigtig god plads til, og man er også selv med til at bane vejen for sine egne vilkår ved at have gode samtaler med både pårørende og plejehjemspersonale. Og patienten, hvis det en sjælden gang lader sig gøre. Betina Kornblit hører altså ikke til de indebrændte. Men hun vender til gengæld tilbage til sin kæphest og det, hun pinedød mener, der skal være styr på, hvis lægernes tid skal bruges fornuftigt, og hvis patienterne skal have det bedste ud af den ordning, der findes.

”Der, hvor det ikke fungerer, er der, hvor man ikke har det faste personale, der, hvor man ikke har de faste sygeplejersker, og hvor der har været stor udskiftning. Der, hvor der ikke er opfølgning. Det er simpelthen alfa og omega for det gode lægearbejde, at man har en god samarbejdspartner. Man skal være tryg ved de observationer, man får, og tryg ved de tilbagemeldinger, man har sat i værk. Det er det, der er vigtigt,” siger hun.

Kan godt lide gamle mennesker

Ældreområdet har været en del af Betina Kornblits arbejdsliv i mange år. Hun prøver først at forklare det som et tilfælde, men efter lidt tid kan hun godt se, at forklaringen ikke helt holder.

”Som praktiserende læge er man læge for det hele, men derfor kan man måske alligevel godt have noget, der betyder særligt meget,” siger hun, før hun melder mere klart ud:

”Faktisk kan jeg bare godt lide gamle mennesker,” fastslår hun og smiler så stort, at man ikke kan andet end at tro hende. Alligevel supplerer hun, som læger ofte gør, pointen med en faglig betragtning.

”Hvis jeg ikke skulle være praktiserende, skulle jeg nok have været geriater, fordi det er spændende, og fordi det er komplekst. Dem, der kommer her, får nogle gange otte til ti præparater, man skal forsøge at håndtere og balancere. Man skal tage højde for virkelig mange forskellige ting,” siger hun og er dermed igen tilbage ved det, hun ser som en form for nødvendig basis for at yde god lægepraksis. Forudsætningen for det hele er, at der simpelthen er overblik og styr på tingene. Når det er på plads, er der ikke meget at brokke sig over.

”Det er jo sjovt arbejde. Og vigtigt.”

Betina Kornblit, 52 år