Skip to main content

DSAM: Kronikerpakker må ikke være styret af rigide frister

Fra 2027 skal almen praksis arbejde efter nye kronikerpakker. DSAM støtter intentionen, men frygter, at en central frist vil føre til mere administration og mindre fleksibilitet i behandlingen. 

De første kronikerpakker for KOL og lænderygsmerter skal efter planen træde i kraft 1. januar 2027. Men DSAM er bekymret for, at en ellers god intention i lovforslaget kommer til at medføre rigid og dyr tidsstyring for praktiserende læger. Det gælder især kravet om, at en personlig behandlingsplan skal være udarbejdet senest 30 kalenderdage efter diagnosen.

Som DSAM læser lovforslaget, er der ikke alene tale om et tilbud til patienten, men om en pligt hos den enkelte praktiserende læge om at have udarbejdet planen inden fristen.

”Lovbemærkningerne beskriver, at manglende overholdelse af fristen efter kommende lovgivning vil kunne føre til en forvaltningsretlig sanktion over for det almenmedicinske tilbud,” noterer DSAM sig i deres høringssvar til lovforslaget om kronikerpakkerne.

DSAM advarer mod, at kvaliteten af kronikerpakkerne reduceres til et spørgsmål om overholdelse af rigide tidsfrister. Samtidig mener selskabet ikke, at det er tilstrækkeligt dokumenteret, at organiseringen i pakkeforløb i sig selv vil føre til bedre patientbehandling. 

Samtidig gør DSAM opmærksom på betydelige administrative konsekvenser for almen praksis, og at fokus på overholdelse af tidsfrister kan fortrænge andre opgaver. Der er derfor brug for en længere indkøringsperiode, mener det lægefaglige selskab.  

”Pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom kommer til at ændre vores arbejdsgange markant. Derfor er det ikke nok at måle, om vi overholder tidsfrister og gennemfører de fastlagte procedurer. Vi skal også vide, om patienterne rent faktisk får det bedre, og hvad indsatsen kræver af ressourcer. Patientens samlede situation og behov skal være udgangspunktet og ikke den enkelte diagnose eller tidsfrist i en pakke,” skriver DSAM-formand Maria Krüger i et opslag på LinkedIn.

Ønsker opblødning

DSAM foreslår i stedet, at patientrettigheden formuleres som et tilbud til patienten om inden for 30 dage at få en konsultation med henblik på udarbejdelse af en personlig behandlingsplan. Hvis patienten ønsker konsultationen senere, udebliver, ikke kan kontaktes, ikke ønsker pakkeforløbet eller hvis relevante faglige forhold taler for en senere plan, skal dette ikke betragtes som manglende efterlevelse fra klinikkens side

DSAM foreslår også, at kronikerindsatsen organiseres efter et såkaldt årshjul, hvor patientens samlede situation er udgangspunktet, og behandlingsplanen kobles til et årshjul med en tilbagevendende overblikskonsultation.

”De diagnosespecifikke pakker skal samles i én plan, ellers er der risiko for, at silo-opdelingen fortsætter. Vi skal samle trådene, så lægen ikke skal sidde med forskellige faneblade åbne i konsultationen,” har Maria Krüger for nylig udtalt til Medicinsk Tidsskrift.