
Der blev kippet med Dannebrog på Lægedage 2026
Ida Auken (Soc.) var spændt på, hvilket flag hun skulle medbringe til Lægedage 2026. Det blev til hendes store lettelse ikke et hvidt flag eller et piratflag. Det blev et dannebrogsflag med reference til den nye økonomiske aftale mellem PLO og regionerne.
Flaget var også en reference til sidste års Lægedage, hvor daværende sundhedsminister Sophie Løhde (Venstre) havde medbragt et hvidt flag og understreget, at hun kom med fred.
Sidste år var forhandlingerne om en etårig aftale for 2026 brudt sammen kort tid før Lægedage 2025. Til Lægedage 2026 var der en mere festlig, lettet og mindre ængstelig stemning at spore, nu hvor en fireårig aftale er blevet forhandlet igennem.
”Et kæmpestort tak, og tillykke til jer,” lød det fra sundhedsministeren, der havde sin debut som taler på Lægedage 2026.
Ida Auken understregede, at der var meget at glæde sig over med aftalen.
”Vi har en samfundskontrakt i Danmark. Du betaler din skat, til gengæld står fællesskabet klar, når du får brug for det. Hvis sundhedsvæsenet ikke fungerer, så smuldrer den kontrakt. Så skrider tilliden til hele velfærdssamfundet. Det må ikke ske,” sagde ministeren.
Det gode liv skal være muligt for alle i Danmark, sagde Ida Auken til de fremmødte i Bella Center.
”Også for den familie, der gerne vil bo på landet. Også for den ældre mand, som både har diabetes og KOL. Også for den unge kvinde, der lider af angst og depression. Det er den vision, der driver mig som sundhedsminister. Fri og lige adgang til sundhed er hjertet i vores velfærdssamfund. Og hvem er det bankende hjerteslag? Det er I, de alment praktiserende læger,” lød det fra sundhedsministeren til forsamlingen.
Ida Auken anerkendte i talen også, at der var punkter, hvor PLO har rejst røde flag i udrulningen af den sundhedsreform, som kommer i gang for alvor fra årsskiftet. Et lovforslag om datadeling vil kræve flere økonomiske oplysninger fra praksis-klinikkerne, og PLO mener, at kravene går længere end aftalt i forståelsespapiret.
”I er bekymrede for jeres selvstændighed og for fortroligheden mellem læge og patient. Jeg lytter til jeres bekymringer, og jeg tager dem alvorligt,” sagde hun med henvisning til det upopulære lovforslag. Hun understregede også, at bedre datadeling var vigtigt for mere sammenhængende behandlingsforløb, og det er “afgørende,” lød det fra ministeren.
Hudvorter og sjælefred
Ida Auken er måske relativt ny som sundhedsminister, men hun har 20 års erfaring som politiker, mindede hun forsamlingen om. Og hun er bevidst om, at der stadig venter et stort stykke arbejde med at få sundhedsreformen i mål.
”Man kan ikke som politiker bare beslutte noget og så gå sin vej og regne med, at så går det hele op. Implementering er en kæmpe og vigtig opgave, ikke mindst når vi laver den største forandring af vores sundhedsvæsen i 20 år.”
Sundhedsreformen har kraftigt fokus på multisyge patienter i provinsen og de praktiserende læger, der skal tage hånd om dem for at styrke lighed i sundhed på tværs af landets kommuner. Men sundhedsministeren havde også under det efterfølgende interview med journalist Nynne Bjerre Christensen medbragt, hvad der kunne tolkes som et par søde ord til storbylægerne, der typisk ser flere ressourcestærke og mindre syge patienter. Og her kunne sundhedsministeren også trække lidt på det faktum, at hun er uddannet teolog og derudover fungerende kirkeminister.
Det er nemlig også en kæmpe gave at sende folk raske hjem, og sundhedsministeren tænker tit på, hvilken sjælefred praktiserende læger også giver mennesker, fortalte hun.
”Det er faktisk godt, at I af og til siger ’sov du bare roligt, det var en gammelmandsvorte, du har ikke hudkræft’,” sagde Ida Auken, hvilket udløste applaus fra salen.
PLO-formand: En sejr
Jørgen Skadborg havde inden ministerens tale også kippet med Dannebrog. For PLO-formanden var der også noget at fejre denne novemberaften i Ørestad. Han kalder den nye økonomiske aftale for almen praksis en sejr.
”Vi har i fællesskab skabt noget, som jeg end ikke turde drømme om: Vished om fremtiden. Ro og tryghed om vores fag. Og en tro på, at det offentlige sundhedsvæsen vil os lige så meget, som vi vil det offentlige sundhedsvæsen,” lød det fra PLO-formanden.
Aftalen giver meget mere end ro og tryghed, sagde Jørgen Skadborg også.
”Den giver vækst. Udvikling. Mulighed for, at vi kan blive mange flere praktiserende læger. Med begrundet tillid til, at de 2.500 unge læger, der skal rekrutteres ind i faget det næste årti, faktisk kan have lyst til at gå vores vej," sagde Jørgen Skadborg.
