Registerstudie af SGLT-2 hæmmere får positiv modtagelse af danske eksperter
For nyligt blev resultaterne af det første, internationale CVD-REAL studie af SGLT-2 hæmmere præsenteret. Resultaterne er lovende og viser måske ligefrem en forebyggende effekt ved SGLT-2 hæmmere, lyder det fra danske eksperter.
"Det er enormt tilfredsstillende, at man på baggrund af de seneste års internationale studier kan sige til sine patienter, at når vi behandler med SGLT-2 hæmmere, så reducerer vi den store risiko, de har, for at dø af hjertekarsygdomme. Det gør det meget meningsfuldt at behandle dem."
Filip Krag Knop
Sådan lyder reaktionen fra forskningsansvarlig overlæge, professor og leder af Center for Diabetesforskning Filip Krag Knop på resultaterne af de seneste års store, internationale studier af SGLT-2 hæmmere. I marts landede endnu et, da resultaterne af registerstudiet CVD-REAL blev præsenteret på ACC.17-kongressen.
Studiet viser, at behandling med SGLT-2 hæmmere reducerer risikoen for hospitalsindlæggelser på grund af hjertefejl med 39 procent og død af alle årsager med 61 procent. Studiet omfattede 300.000 type-2 diabetespatienter fra Danmark, Tyskland, Norge, Sverige, England og USA, der var i behandling med en af SGLT-2 hæmmerne empagliflozin, dapagliflozin eller canagliflozin.
I 2015 viste det banebrydende, randomiserede studie EMPA-REG OUTCOME desuden, at SGLT-2 hæmmeren empagliflozin (Jardiance) reducerer kardiovaskulær død med 38 procent. Og i sommeren 2016 konkluderede forskerne bag LEADER-studiet, at GLP-1 receptoragonisten liraglutid (Victoza) også reducerer risikoen for kardiovaskulære hændelser markant. Resultaterne har alt i alt gjort, at flere af de kliniske guidelines, som diabeteslæger behandler efter, så småt er ved at blive ændret, og det med rette, vurderer Filip Krag Knop.
”I de seneste canadiske og europæiske guidelines står der for eksempel, at patienter med type-2 diabetes, der har høj risiko for hjertekarsygdom, bør overveje SGLT-2 hæmmeren Jardiance. Og det er klart, at når man ser patienter i sin daglige praksis med type-2 diabetes og risiko for hjertesygdom, vil det være naturligt at overveje, om et af de præparater kan bruges,” siger han.
Billede af den virkelige verden
Både EMPA-REG OUTCOME og LEADER-studierne har rekrutteret type-2 diabetespatienter med kendt hjertesygdom eller forhøjet risiko for det, som derefter er blevet fulgt under behandling med henholdsvis SGLT-2-hæmmeren empagliflozin og GLP-1-receptoragonisten liraglutid for at måle effekten af præparaterne. CVD-REAL er derimod et registerstudie, der således undersøger ”den virkelige verden”, som Filip Krag Knop udtrykker det. Her havde 87 procent af deltagerne ikke kendt hjertesygdom, skønt de var under behandling med SGLT-2 hæmmere.
”CVD-REAL er værdifuldt, fordi det er baseret på registre om mange tusinde mennesker. Det giver resultaterne en rigtig stor power. Og det gør, at forskerne kan inkludere patienter, der ikke nødvendigvis har eksisterende hjertekarsygdomme eller risiko for det,” siger han.
SGLT-2 hæmmer som forebyggende behandling
Ved præsentationen af resultaterne af CVD-REAL udtalte professor, dr. Mikhail Kosiborod fra University of Missouri-Kansas City School of Medicine, at han tror, at SGLT-2 hæmmerbehandlingen ”vil kunne udvides til patienter med type-2 diabetes i den lavere ende af det kardiovaskulære risikospektrum.” Det ligger dog ikke lige for, mener Filip Krag Knop.
”Forfatterne af de nuværende kliniske guidelines har gjort meget ud af ikke at ekstrapolere de eksisterende resultater til andre patientgrupper end de, der indgik i undersøgelserne. Det bliver for eksempel ikke anbefalet at prioritere SGLT-2 hæmmerbehandling til den 40-årige, nydiagnosticerede mand med type-2 diabetes, der ikke har en kendt hjertekarsygdom. Og jeg er enig i, at vi skal passe på med ikke at bruge resultaterne til at sige, at vi kan reducere den type patients risiko for hjertekarsygdom, for det ved vi ikke endnu,” siger han.
Det kræver for Filip Krag Knop at se randomiserede, placebokontrollerede studier som EMPA-REG OUTCOME at finde ud af, om præparaterne kan anvendes forebyggende til en større gruppe diabetespatienter.
På Aarhus Universitet er professor Torsten Lauritzen, der er lægefaglig chefrådgiver ved Diabetesforeningen, mere positivt stemt over for, hvad resultaterne af CVD-REAL kan bruges til og kalder det et ”imponerende studie”.
”Forskerne har matchet patienterne grundigt. Det er betryggende, at forskerne når frem til resultater, der svarer godt til EMPA-REG. På trods af at data er fra seks forskellige lande, finder forskerne frem til de samme tendenser i alle landene. Det gør virkelig indtryk på mig, og jeg kan ikke lade være med at tage hænderne op, for det giver os et hint om, at vi med SGLT-2 hæmmere står med et stof, som har et godt potentiale i den kliniske hverdag,” siger han og fortsætter:
”SGLT-2 hæmmere er sammen med GLP-1 analogerne et godt andet valg, når metformin ikke længere er tilstrækkeligt. Vi har i den grad tidligere manglet hjælp til at vælge supplerende behandling til metformin inden valget af insulin, så jeg synes, det er blevet nemmere at være praktiserende læge.”
For ham at se er CVD-REAL studiet en indikator på, at SGLT-2 hæmmere virker forebyggende for udvikling af alvorlige senfølgesygdomme, her hjertekarsygdom.
”Studiet fortæller os, at mange patienter ude i den virkelige verden allerede får SGLT-2 hæmmere på trods af, at de ikke har hjertekarsygdom. Lægerne nøjes altså ikke med at give det til dem, evidensen ligger på, men har også givet det til mindre syge patienter. Det er betryggende, at der nu også ser ud til at være effekt på disse patienter. Studiet indikerer derved, at SGLT-2 hæmmere, ligesom GLP-1 analoger, er et godt supplement til patienter med type 2 diabetes, nok også dem, der har mindre risiko for hjertekarsygdom,” siger Torsten Lauritzen og tilføjer, at han dog vil se længerevarende, randomiserede undersøgelser for at kunne konkludere noget endeligt.
Om sglt2-hæmmere
SGLT er en slags transportprotein for sukkeret, og når det hæmmes, udskilles sukkeret i stedet for gennem urinen. Normalt filtrerer nyrerne 180 gram sukker, der næsten alt sammen optages af blodet. Ved SGLT hæmningen sendes det overskydende sukker i stedet ud i urinen.
Præparaterne adskiller sig fra andre diabetespræparater. De nedsætter optagelsen af sukker i blodet og virker uafhængigt af insulin. Det betyder, at patienten udskiller yderligere 60-80 gram sukker gennem urinen. Det betyder desuden, at patienten opnår et vægttab på 2-4 kilo.
