Professor: Wegovy har måske også effekt på andre typer trang og afhængighed end mad

Evidensen er sparsom, men noget tyder på, at fedmemidlet Wegovy har effekt på afhængighed, og kropsvægt kan spille en afgørende rolle, siger klinisk professor og overlæge i psykiatri Anders Fink-Jensen. Han efterlyser mere forskning og støtte fra industrien.

Efter Ozempic og Wegovys ankomst på markedet som slankemiddel er brugen eksploderet, og det samme er antallet af anekdoter omkring medicinens effekter: Det virker mod ludomani, shoppetrang, OCD, alkoholisme, internetafhængighed og endda neglebidning, svirrer rygterne. 

Internationale medier og anerkendte magasiner som New York Times, Wall Street Journal og The Atlantic stiller derfor nu åbent spørgsmålet: Har Wegovy og Ozempic effekt på andre typer trang og afhængighed end mad? 

”Ja, det er der en del, der tyder på,” siger Anders Fink-Jensen, klinisk professor ved Københavns Universitet, leder af Neurologisk Laboratorium samt overlæge ved Psykiatrisk Center København. Han er en af de forskere, der har lavet studier, der ser på hvilken effekt medicin som GLP-1 agonister, der oprindeligt er udviklet til at behandle diabetespatienter, har på andre typer af afhængighed. Semaglutid (Wegovy og Ozempic) er den nyeste medicin i gruppen af GLP-1 agonister, mens tidligere generationer som exenatid og liraglutid har været på markedet i over 15 år. 

De internationale medier har dog tendens til at blæse de mulige effekter ud af proportioner, mener Anders Fink-Jensen

”New York Times har bedt læserne om personlige erfaringer med medicinen, så det er dem, artiklen hovedsageligt bygger på. Det sker ofte, når et nyt middel kommer på markedet, at folk tror, at det virker mod alt. Vi har dog brug for, at der bliver lavet flere kliniske studier, der kan vise hvor stor en eventuel effekt, der er, og for hvilke patientgrupper,” siger han.

Og netop evidensen er det altså stadig sparsomt med, men det betyder ikke, at der ikke er noget om snakken, siger Anders Fink-Jensen. Han har en sammensat lægekarriere, hvor han ikke er bange for at afprøve alternative teorier, og hans vej til at arbejde med diabetesmedicin var i første omgang et ønske om at forebygge, at diabetes opstod hos psykiatriske patienter, hvor vægtforøgelse er en kendt bivirkning af behandlingen. 

Her mødte han diabeteslæger, der fortalte, at GLP-1 agonister så ud til at have en interessant effekt på patienternes forhold til alkohol. Patienterne fik det ikke dårligt af at indtage alkohol, som ved eksempelvis antabus, de havde bare... ikke længere lyst.

Kokainhungrende mus

Det vækkede Anders Fink-Jensens nysgerrighed, og sammen med andre forskere fik han stillet laboratorieforsøg op med rotter og euforiserende stoffer. Det samme skete andre steder i verden, hvor forskere havde gjort samme observation omkring GLP-1 agonister.

”Man kan ikke spørge en mus, om den vil have kokain, men vil den arbejde for at få det, er der nok en belønning i det. Ellers ville den ikke gøre noget,” siger Anders Fink-Jensen. 

Der blev lavet forsøg med kokain, nikotin, alkohol og amfetami, og resultaterne viste en samstemmende effekt.

”Når rotterne blev forbehandlet med fik GLP-1 agonister, var de mindre villige til arbejde for det. Vi observerede desuden, at dopaminstigningen i deres hjerner efter indtagelse af kokain var mindre,” siger Anders Fink-Jensen.

Påvirker dopamin i hjernen

Efter at rotteforsøgene havde indikeret, at der var noget om snakken, begyndte Anders Fink-Jensen et samarbejde med et forskningscenter i Caribien, hvor de laver forsøg med aber. Aberne (green vervet) blev bragt til de caribiske øer med slaveskibe og er i dag så udbredt, at de udgør en trussel imod den eksisterende biodiversitet. Forsøgsaberne lever i en stort kontrolleret voliere, og for alkoholforskere er de interessante, fordi 20 procent af aberne har en præference for alkohol.  

”Når medicin er godkendt til mennesker, må man også undersøge effekterne af medicinen i aber. Vi testede, om abernes drikkemønster ændrede sig, når de blev behandlet med GLP-1 agonister, og det gjorde det,” siger han. 

Forsøg med patienter med alkoholafhængighed

Med yderligere gode indikationer på effekt, blev det første forsøg med mennesker igangsat. Studiet, der var et randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret forsøg under daglig ledelse af Mette Kruse Klausen, læge og ph.d. på Psykiatrisk Center København, og resultatet blev sidste år publiceret i Journal of Clinical Investigation, Insight. 127 patienter med diagnosticeret alkoholafhængighed deltog, og halvdelen af gruppen blev forbehandlet med exenatid, mens den anden halvdel fik placebo. Hele patientgruppen modtog i det halve år, studiet foregik, kognitiv samtaleterapi, som er en dokumenteret virksom behandling. 

”Det ville være lettere at vise effekt, hvis vi ikke samtidig gav kognitiv terapi, men det ville være uetisk. Setuppet var, at vi skulle vise en effekt af medicinen ud over terapien,” siger Anders Fink-Jensen.

Undervejs blev 40 af forsøgsdeltagerne scannet i MR-scannere, hvor de blev vist billeder af enten alkohol eller neutrale billeder, eksempelvis landskaber.

”Det, vi kunne observere, var, at dem, der fik det aktive stof, reagerede svagere på billederne af alkohol end de deltagere, der fik placebo. Vi målte blodgennemstrømning i hjernen, der er en god indikator på hjerneaktivitet, og der var simpelthen mindre aktivitet i deres belønningscenter, hvor dopamin bliver frigivet,” siger Anders Fink-Jensen, og tilføjer:

”Dette tyder på en neuro-biologisk effekt af stoffet.”

Spiller kropsvægt en rolle?

Det endelige resultat var dog tvetydigt. Hele gruppen oplevede en halvering af deres alkoholindtag, hvilket Anders Fink-Jensen tilskriver terapiens effekt plus det at deltage i et videnskabeligt forsøg. Når det kom til de forsøgsdeltagere, der havde fået GLP-1 agonister, var der dog stor forskel på, hvilken effekt medicinen havde.

”I den gruppe, der var overvægtige, var der en klar effekt, og vi så et fald i både hvor meget de drak, og hvor mange dage de drak meget,” siger Anders Fink-Jensen. Effekten var størst for dem med en BMI over 30, men kunne måles helt ned til en BMI på 25. 

En modsat effekt kunne dog observeres hos dem, der var normal- og undervægtige, der i forsøget så ud til direkte at forøge deres alkoholindtag i forhold til placebogruppen. 

”Det kan tyde på, at effekten ikke er ens for alle, og at kropsvægt spiller en rolle,” siger Anders Fink-Jensen, og understreger, at resultatet viser, hvorfor det er så vigtigt at lave kliniske studier.

Nyt forsøg med igangsat

Der igangsættes nu et nyt klinisk forsøg, der ligner det første bortset fra to væsentlige ændringer. Alle forsøgsdeltagere i det nye forsøg har en BMI over 30, og så bliver de givet semaglutid i stedet for exenatide.

”Semaglutid ser ud til at være et mere potent stof, og i abeforsøg har semaglutid vist større effekt på dopaminniveauet i hjernen. Meget tyder på, at det også vil gælde mennesker,” siger Anders Fink-Jensen.

De danske forskere samarbejder med tre andre grupper i blandt andet USA, der har igangsat næsten identiske forsøg. 

”Det er godt med konkurrence og hvis flere kan vise samme effekt. Målet er desuden til sidst at bruge data fra de forskellige studier til at vurdere en samlet effekt af semaglutid-data” siger Anders Fink-Jensen. 

Ingen støtte fra Novo 

Anders Fink-Jensen fortæller, at forsøget for ham at se er interessant grundforskning, der giver viden om afhængighedsmekanismer og har potentiale til at kunne hjælpe folk, der lider af afhængighed og misbrug.

Det nye forsøg sker uden støtte fra firmaet Novo Nordisk eller andre GLP-1-lægemiddelproducenter, der også har afslået at bidrage med placebo-injektionspenne til forsøget. Det gør, at forsøgsdeltagerne er nødsaget til at møde op hos en sygeplejerske ugentligt i seks måneder for at få injektioner med aktivt stof eller placebo, hvilket øger risikoen for frafald.

”Når man laver kliniske studier med GLP-1 agonister, som primært gives som indsprøjtning, er vi som forskere meget afhængige af, om industrien vil bidrage med såkaldte placebo-penne. Desværre er der traditionelt ikke særlig mange penge i behandling af afhængighed, så der har ikke været stor interesse for at støtte forskningen. Det håber vi selvfølgelig vil ændre sig,” Anders Fink-Jensen.