Hjernen kan hjælpe med at lindre kløe

EADV: Hjernen og nervesystemet har stor betydning for oplevelsen af kløe, og måske kan placebo hjælpe patienter med kløe på vej. Det kom frem ved et oplæg på EADV onsdag, som klinisk lektor og overlæge ved Klinik for Allergi, Hud og Kønssygdomme på Gentofte Hospital Jesper Elberling lyttede med på.

Ved et plenary oplæg  på EADV afdækkede Sonja Ständer, professor i dermatologi og neurodermatologi ved Dermatologisk Afdeling og leder af det tværfaglige kompetencecenter Chronic Pruritus (KCP) på Universitetshospitalet Münster i Tyskland området for kløe gennem faktuel viden, hypoteser og teorier (præsentation ID PLA-03).                

Sonja Ständer belyste, hvordan hjernen sammen med nervesystemet fungerer som et funktionelt organ, der spiller en stor rolle for patientens oplevelse af kløe. Én af dem, der lyttede med ved oplægget, var klinisk lektor i dermatologi ved KU, Jesper Elberling.

”Der findes ingen universel behandling til den enkelte patient. Derfor er det vigtigt at spille på alle tangenter,” siger Jesper Elberling.

Undlad at tale kløen op

Én af de ting, som Jesper Elberling særligt bed mærke i, var, hvordan vi kan påvirke hjernen, så kløen enten føles værre eller bedre. For eksempel kan stresshormoner, angst og depression påvirke oplevelsen af kløe negativt. Mens vi kan undgå at plante negativ forventning med noceboeffekter, kan placeboeffekter måske i stedet anvendes positivt. Sonja Ständer kom med en reference til et studie omkring sidstnævnte, som Elberling fandt særligt interessant. I studiet fik patienterne behandling med kapsel ciclosporin, samtidig med at de fik en smagsgiver som for eksempel jordbærsmag. Når patienterne efter gentagen aktiv behandling fik en placebo kapsel sammen med smagsgiveren, viste undersøgelsen samme betydelige fald i IL2, som når patienten fik aktiv medicin. Man kunne altså se betydelig og langvarig effekt af placebo.

”Det er en sjov måde at koble placeboeffekter til klinikken på, da placebo normalt er en effekt, vi justerer for i studier, men som vi ikke arbejder bevidst med i praksis. Jeg kan godt se nogle muligheder i at undersøge, om man for eksempel ved behandling med biologisk medicin kan udskifte nogle af indsprøjtningerne med placebo for at mindske mængden af medicin uden at påvirke effekten. Det er dog vigtigt, at patienten er fuldt informeret om, at der bliver givet placebo, hvis sådan en strategi viser sig at være effektiv. Jeg tænker, der er behov for studier, som specifikt undersøger sådanne mulige effekter blandt dermatologiske patienter, da det kan åbne for muligheder i behandlingen af både de sensoriske fænomener som kløe og smerte, men også inflammationen,” siger Jesper Elberling.

Kommunikation påvirker oplevelsen af kløe

Sonja Ständer italesatte også vigtigheden af den rette kommunikation med patienten, fordi det kan have betydning for patientens oplevelse af kløe. Hun nævnte også mulige fysiologiske effekter, for eksempel vil størrelsen af en kvadlen fra en histaminpriktest øges, hvis man forud for testen taler kløen op. Sonja Ständer og kollegerne i Münster er i gang med at etablere en arbejdsgruppe på det psykodermatologiske område for at blive endnu klogere på disse fænomener. Det, ser Jesper Elberling også, er interessant i dansk kontekst.

”Vi kan med vores patientkommunikation tilføje nogle positive effekter til behandlingen. Det er noget, vi alle skal arbejde med i dermatologien. I stedet for ubevidst at komme til at trykke på de negative forventninger om, at tilstanden kun bliver værre, skal vi trykke på håbet og informere patienten om, at det godt kan lade sig gøre at afhjælpe kløen på sigt. Jeg er selv meget optaget af, hvordan vores sprog som læger kan påvirke patienten. Jeg tror på, at de yngre læger i dag allerede er godt på vej på det område, fordi der er kommet mere fokus på og viden om kommunikation på lægeuddannelsen,” siger han.

Må ikke være løftet pegefinger

Selvom oplægget konkluderede, at man kan påvirke hjernen på forskellige måder, er der én mekanisme, som kan være svær at hamle op med. Det er kløe-krads-cirklen. Jo mere patienten kradser, jo mere beskadiges de perifere nerver, som bliver færre i antal, samtidig med at der paradoksalt kommer flere frie nerveender. Ved en øget kradsen belastes samtidig de spinale nerver i rygmarven. Det medfører ændringer i frigivelsen af signalstoffer og receptorudtrykket, som kan øge kløen hos patienten og dermed få patienten til at kradse sig endnu mere.

”Det kan være problematisk at sige til patienten, at vedkommende ikke må kradse, det kan i stedet forværre den negative spiral. I stedet kan man oplyse om, at det at kradse kan forværre kløen og prøve at guide patienten i kløemodellerende teknikker, som måske kan afhjælpe,” siger Jesper Elberling og tilføjer:

”Igen handler det om at tale til de positive effekter.”