Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Lovende data for migræne-medicin mod rosacea

Migrænemidlet Aimovig (erenumab) reducerer antallet af dage med flushing (ekstrem rødmen) som følge af rosacea. Det viser et dansk studie, som dog er begrænset af sin størrelse.

I studiet, som er publiceret i JAMA Dermatology, deltog 30 personer med rosacea. Deltagerne havde moderat til ekstrem flushing på grund af rosacea i gennemsnit 23 dage hver måned. I løbet af forsøget fik deltagerne tre behandlinger med Aimovig med fire ugers interval.

Efter behandlingen oplevede deltagerne i gennemsnit 7 færre dage med moderat til ekstrem flushing som følge af rosacea, svarende til en reduktion på mere end 25 procent. Behandlingen havde størst effekt for de forsøgsdeltagere, der var hårdest ramt af rosacea. I gennemsnit havde de 16 færre dage om måneden med svær til ekstrem flushing.

Rosacea er udbredt hos personer med migræne, og op mod 65 procent har begge sygdomme samtidig. Mekanismerne bag rosacea og migræne er uklare, men man mener, at begge sygdomme involverer udvidelse af henholdsvis blodkar i ansigtet og hjernen, som leder til anfald af enten flushing for rosacea eller hovedpine for migræne.

På baggrund af sammenhængen mellem de to sygdomme opdagede en forskergruppe fra Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet Glostrup, for nylig, at personer med rosacea, ligesom personer med migræne, har et forøget niveau af signalstoffet calcitonin gen-relateret peptid (CGRP) i blodet. Det tyder på, at der kan være nogle af de samme bagvedliggende biologiske mekanismer på spil i begge sygdomme. På den baggrund afprøvede forskerne Aimovig, som blokerer CGRP-receptoren og forhindrer CGRPs binding og dermed virkning.

Selvom studiets resultater er lovende, har det nogle begrænsninger. Der var forholdsvist få deltagere, der var ingen kontrolgruppe, og man afprøvede udelukkende et enkelt af de tilgængelige lægemidler mod CGRP.

”Vi har vist, der er noget at gå videre med forskningsmæssigt. For, at vi kan være sikre på effekten, skal der gennemføres flere og større, placebo-kontrollerede studier,” siger studiets førsteforfatter læge, ph.d. Nita Wienholtz på Nationalt Videnscenter for Hovedpines hjemmeside.

Hvis resultaterne fra studiet kan gentages i større studier med kontrolgrupper, kan migrænemedicin i fremtiden vise sig at kunne bruges til dem, der er hårdest ramt af svær flushing på grund af rosacea. Der findes i dag ingen effektive behandlinger til den patientgruppe.