”Når man afprøver nye veje, kan der naturligt opstå usikkerhed omkring enkelte dele af organiseringen. Rådgivningen om blandt andet konkurrerende sygdomme har ikke været entydig, og det er endnu en grund til at samle eksperterne (på området, red.) for at drøfte disse spørgsmål,” skriver Kurt Espersen.
Region Syddanmark har sat ADHD-klinikker på pause
Den første ADHD-klinik i Region Syddanmark skulle være åbnet i sensommeren, men det har ikke været muligt at rekruttere en psykiater til at lede klinikken. Nu har regionen udskudt planen om ADHD-klinikker på ubestemt tid.
Det vakte opsigt, da Regionsrådet i Region Syddanmark i juni besluttede, at regionen ville gå enegang og åbne sine egne ADHD-klinikker. For kort forinden var regeringens idé om at oprette diagnosespecifikke ADHD/autismeklinikker blevet pillet ud af 10-års planen for psykiatrien.
Men planen om at oprette særlige ADHD-klinikker i Syddanmark er nu sat på pause. Det fik politikerne i Psykiatri- og Socialudvalget besked om på et udvalgsmøde 1. oktober:
”Udfordringerne bunder i, at det har vist sig at være vanskeligt at rekruttere en psykiater til at stå i spidsen for tilbuddet,” står der i orienteringen til udvalget, som fortsætter:
”Derudover er der blevet sået faglig tvivl om omfang og relevans af den beskrevne målgruppe for tilbuddet. Tvivlen bunder i en forventning om, at en stor del af patienterne vil have psykisk sygdom udover ADHD i et omfang, der kræver særlig faglig viden at håndtere.”
Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark, uddyber beslutningen i et skriftligt svar til Psykiatrisk Tidsskrift:
”Når man afprøver nye veje, kan der naturligt opstå usikkerhed omkring enkelte dele af organiseringen. Rådgivningen om blandt andet konkurrerende sygdomme har ikke været entydig, og det er endnu en grund til at samle eksperterne (på området, red.) for at drøfte disse spørgsmål,” skriver Kurt Espersen.
Region Syddanmark er derfor nu i gang med at afklare, hvem der er den relevante målgruppe for ADHD-klinikkerne – herunder hvordan der kan sikres sammenhæng for patienterne til både de privatpraktiserende psykiatere og den regionale psykiatri.
Bekymring blev bekræftet
Josephine Duevang Rathenborg, der er formand for Lægeforeningen Syddanmark, har igennem hele forløbet været kritisk over for idéen om, at regionen skulle gå enegang og oprette ADHD-klinikker.
”Vi har helt fra starten af været bekymrede for, om det ville blive muligt at finde psykiatere til tilbuddet, og den bekymring er vi nu blevet bekræftet i,” siger Josephine Duevang Rathenborg.
”Så det er fint, at man får lidt tid til at tænke sig om og finde ud af, hvad der er de gode løsninger med disse klinikker. Vi mangler stadig at få afklaret hvilke fagligheder, der skal være til stede, hvad de skal tilbyde, og hvad det langsigtede mål er med klinikkerne.”
Hun understreger, at Lægeforeningen nødigt ser, at regionen får oprettet et tilbud til patienterne, der er for ensporet.
”Det er for snævert at have et enkelt diagnoseområde som fokuspunkt, for der er mange differentialdiagnoser til ADHD, for eksempel stress, angst og depression.”
Fokus på psykiatermangel
Josephine Duevang Rathenborg mener, at regionen faktisk allerede er i gang med at skabe en mere bæredygtig psykiatri. For regionen har i de seneste år oprettet flere ydernumre til privatpraktiserende psykiatere og på det seneste også hævet knækgrænsen for indtjening.
Da Region Syddanmark i forvejen mangler psykiatere, understreger hun, at konceptet omkring ADHD-klinikkerne skal foldes mere ud, hvis det i den nuværende rekrutteringssituation skal lykkes at tiltrække nogle psykiatere til klinikkerne.
”Jeg forestiller mig, at mange (psykiatere, red.) vil føle sig udfordret, hvis de kun skal sidde i en lokal klinik resten af livet og diagnosticere ADHD, men ikke kan få lov til at lave opfølgning og behandling. Så det ensidige fokus på en diagnose er udfordrende, og derfor bliver dialogen om klinikkerne fremover vigtig,” siger Josephine Duevang Rathenborg og tilføjer:
”Det er fedt, at Region Syddanmark prøver at tænke ud af boksen og gerne vil være en foregangsregion, hvor man prøver af, hvad der virker. Men det skal ikke være en regional politisk beslutning. Det skal være noget, hvor den regionale faglighed er med, og vi sætter os sammen for at finde ud af, hvordan vi kan løse opgaven med de hænder, vi har.”
Sundhedsstyrelsen arbejder på oplæg
Efter de politiske forhandlinger om den nationale 10-års plan for psykiatrien blev idéen om ADHD/autismeklinikker droppet på grund af politiske uenigheder. Sundhedsstyrelsen blev derefter bedt om at komme med et nyt oplæg til, hvordan man løser problemet med de lange ventelister på området. Dette oplæg forventes at være færdigt i løbet af efteråret 2025.
