Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Nyt nationalt digitalt løft i psykiatrien: Fælles platform skal styrke adgang og kapacitet

Danmark er på vej med den hidtil største digitale satsning i psykiatrien. Region Syddanmark har indgået aftale om udviklingen af en national digital behandlingsplatform, der skal understøtte og udbrede digitale terapiforløb til mennesker med psykiske lidelser. Platformen skal være tilgængelig i hele landet fra 2028 og forventes at forkorte ventetid og øge kapaciteten særligt for borgere med mild til moderat angst og depression.

Platformen forankres i Region Syddanmark og udvikles i regi af Center for Digital Psykiatri. Regionen har arbejdet med internetbaserede psykologforløb siden 2014. I 2017 besluttede regionerne at udbrede tilbuddet som et landsdækkende to-årigt forsøg, der trådte i kraft i begyndelsen af 2018, og ordningen blev efterfølgende gjort permanent i 2021. Med den kommende platform går udviklingen et skridt videre fra digital terapi som et enkeltstående tilbud til en national, integreret digital behandlingsinfrastruktur.

Afdelingschef Marie Paldam Folker, Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark, fremhæver mulighederne:

"Vi har allerede solide erfaringer med, at digitale terapiforløb kan hjælpe mennesker med psykiske lidelser. Med den nye platform får vi en stærk ramme for at udbrede de tilbud, vi ved, der virker, og gøre dem tilgængelige for endnu flere borgere. Det giver os mulighed for hurtigere at tilbyde målrettet støtte og behandling og for at udvikle nye tilbud, så vi kan møde borgernes forventninger om tidlig og let tilgængelig støtte og behandling," siger hun.

Platformen bliver fællesoffentlig og kan anvendes af både regioner og kommuner. Formålet er at skabe ensartet adgang til digital støtte, bedre kontinuitet på tværs af sektorer og mulighed for koordination med fysisk behandling, når det er nødvendigt.

Morten Lundgaard, IT-direktør i Region Syddanmark og formand for projektets styregruppe, beskriver perspektivet sådan:

"Vi ser Fællesoffentlig Behandlingsplatform som en vigtig brik i styrkelsen af det nære sundhedsvæsen, hvor danskere med psykiske vanskeligheder får hjælp, dér hvor de er. Platformen skal understøtte en ny måde at tilbyde behandling og støtte på, hvor fleksibilitet, tilgængelighed og kvalitet går hånd i hånd."

Platformen bliver et centralt element i den nationale aftale "Mere behandling i eget hjem", indgået i december 2023 mellem regeringen, KL og Danske Regioner. Aftalen afsætter 500 millioner kroner frem mod 2028 til at styrke digital hjemmebehandling og udvikle teknologiske løsninger, der kan øge kapaciteten og give tidligere adgang til støtte og behandling i hele sundhedsvæsenet. Midlerne dækker flere områder end psykiatrien, herunder hjemmemonitorering ved somatiske kroniske sygdomme og en fælles digital infrastruktur på tværs af sektorer.

Center for Digital Psykiatri er udpeget til at lede udviklingen og implementeringen af den nye platform, og Region Syddanmark har indgået kontrakt med Trifork Digital Health A/S om udvikling, implementering og drift.

Henvisnings- og adgangsmodel er baseret på selvhenvendelse med klinisk visitation. Borgere med let til moderat symptombelastning kan indgå i digitale forløb uden lægehenvisning, men altid efter faglig screening, risikovurdering og vurdering af egnethed. Borgere, der ikke er egnede til digital behandling, skal visiteres videre til rette behandlingsspor.