Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift


”De svenske resultater bekræfter, at der er en høj selvmordsrisiko kort tid efter udskrivelse. Og det er ikke overraskende, at der er højest risiko efter en tvangsindlæggelse, for nogle af disse personer har nok været tvangsindlagt på grund af selvmordsrisiko eller efter et selvmordsforsøg, og det giver dem en højere risiko,” siger Merete Nordentoft.

Svensk studie: Tvang i psykiatrien kobles til øget risiko for selvmord

Anvendelse af tvang ser ud til at øge risikoen for efterfølgende af begå selvmord, viser et svensk studie. Danske forskere ser samme tendens herhjemme og vil have styrket selvmordsforebyggelse.

Det svenske registerstudie viser, at perioden efter en tvangsindlæggelse er særlig sårbar for psykiatriske patienter: Risikoen for selvmord er forhøjet – særligt for patienter med personlighedsforstyrrelse og misbrug.

Jens Peter Hansen

”Vi ved, at psykiatriske patienter i det hele taget har en højere risiko for selvmord. Så det er ikke overraskende, at tvangsindlagte har en høj risiko. Men alligevel er det godt, at artiklen kommer ud, så vi kan blive klogere på området og få udviklet nogle bedre procedurer og behandlingsformer,” siger Jens Peter Hansen, som er lektor ved Retspsykiatrisk Forskningsenhed i Psykiatrien i Region Syddanmark og forsker i tvang.

Højest risiko lige efter udskrivelsen

I det svenske studie har forskerne lavet en opgørelse over alle patienter, der mellem 2010 og 2020 blev udskrevet efter en tvangsindlæggelse i psykiatrien, i alt 135.514 patienter. Af disse begik 2,9 procent selvmord i den gennemsnitlige opfølgningsperiode på 4,4 år. Risikoen var højest i den første måned efter udskrivelsen og faldt derefter. De tvangsindlagte patienter havde en forhøjet risiko både i forhold til andre indlagte psykiatriske patienter (crude incidence rate ratio: 1,57), ambulante psykiatriske patienter (crude incidence rate ratio: 3,77) og specielt i forhold til baggrundsbefolkningen (crude incidence rate ratio: 55,52).

Patienter var udsat før indlæggelse

I Danmark er der ikke lavet forskning på selvmordsrisiko for tvangsindlagte patienter. Men Merete Nordentoft – overlæge og professor ved Psykiatrisk Center København samt formand for Dansk Psykiatrisk Selskab – har forsket i selvmord i en årrække og blandt andet undersøgt selvmord efter frivillige indlæggelser i psykiatrien.

”De svenske resultater bekræfter, at der er en høj selvmordsrisiko kort tid efter udskrivelse. Og det er ikke overraskende, at der er højest risiko efter en tvangsindlæggelse, for nogle af disse personer har nok været tvangsindlagt på grund af selvmordsrisiko eller efter et selvmordsforsøg, og det giver dem en højere risiko,” siger Merete Nordentoft.

”Studiet er ikke designet til at vise, om det var tvangsindlæggelsen eller den forudgående historik, der udløste selvmordet. Men min første forklaring vil være, at patienterne bliver underkastet tvang, fordi de i forvejen har en større risiko for selvmord.”

Unge kvinder med selvskade

I det svenske studie tilhørte patienterne, der begik selvmord efter tvangsindlæggelse, især grupperne af personlighedsforstyrrede og misbrugere, som havde en historie med selvskade og tidligere tvangsindlæggelser. Det billede genkender Jens Peter Hansen fra Region Syddanmark, hvor han selv arbejder.

”På den seneste interne opgørelse over tvangsindlagte i regionen for 2025 kan vi se, at det især er lille gruppe unge kvinder, som har mange gentagne tvangsindlæggelser. Og i forvejen ved vi, at unge kvinder med mange tvangsindlæggelser ofte har diagnosen personlighedsforstyrrelse og typisk indlægges efter selvskade og selvmordsforsøg,” siger Jens Peter Hansen.

For at tage hånd om denne patientgruppe kører der i øjeblikket et projekt på Odense Universitetshospital, hvor Fælles Akutmodtagelse arbejder sammen med psykiatrien om at hjælpe patienter, der kommer ind i akutmodtagelsen på grund af selvskade, så de fra starten kan få behandling af personale med både somatiske og psykiatriske kompetencer.

Indlæggelse og udskrivelse skal forbindes

De svenske forskere konkluderer i artiklen, at fokus fremover bør være på at forebygge selvmord efter en tvangsindlæggelse. Og den konklusion er Merete Nordentoft enig i.

”Man skal prøve at forbinde tiden som indlagt med tiden som udskrevet. Det er vigtigt at forberede en udskrivelse grundigt. Gerne ved at have et møde med de personer, som skal varetage behandlingen efter udskrivelse, så patienten har en vished om, hvem der skal tage over,” siger Merete Nordentoft.

Hun henviser desuden til, at behandlingsansvaret i Danmark er blevet udvidet fra 72 til 96 timer i forbindelse med Sundhedsreformen. Det betyder, at hospitalsafdelinger, som udskriver en patient, har behandlingsansvar i fire døgn efter udskrivelsen. Ordningen gælder nu både for somatiske og psykiatriske patienter og betyder blandt andet, at personale fra den kommunale pleje eller et botilbud kan kontakte den afdeling, som patienten er blevet udskrevet fra, for at styrke samarbejdet omkring patienten.

single