Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift

Psykiatrien undgår ansættelsesstop – men Hovedstaden må ikke tage for stor andel

Psykiatrien bliver ikke omfattet af det kvalificerede ansættelsesstop, som Region Hovedstaden har forlænget frem til udgangen af 2026.

Det betyder, at der fortsat kan ansættes speciallæger i psykiatri i regionen. Der indføres hverken loft over det samlede antal psykiatere eller et generelt stop for nyansættelser.

Forretningsudvalget har imidlertid vedtaget, at Region Hovedstaden ikke må ansætte en uproportional andel af nyuddannede speciallæger i psykiatri. Med andre ord: Hovedstaden må ikke rekruttere en større andel af de nyuddannede end det, der anses for rimeligt i forhold til den samlede østlige geografi.

Specialet børne- og ungdomspsykiatri er ikke omfattet af denne begrænsning.

Administrationen anbefalede i sagsfremstillingen, at hospitalerne udviser tilbageholdenhed med nyansættelser i specialet psykiatri. Baggrunden er, at der fortsat er forskelle i speciallægeressourcer mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland, når personaletal sammenholdes med befolkningsgrundlag.

Tallene: mindre fald i Hovedstaden, stigning i Sjælland

Ifølge regionen var der 288 speciallæger i psykiatri (årsværk) og børne- og ungdomspsykiatri i Region Hovedstaden 1. januar 2024. Tallet faldt til 277 året efter og ligger 1. januar 2026 på 282. Samlet er der tale om et fald på seks speciallæger siden 2024, svarende til minus 2 procent.

I Region Sjælland steg antallet i samme periode fra 80 til 93 speciallæger. Det svarer til en stigning på 13 speciallæger eller 17 procent.

Dagen før forretningsudvalgets møde advarede Lægeforeningen, Dansk Psykiatrisk Selskab og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i et fælles brev til regionsrådet mod at lade psykiatrien blive omfattet af stoppet.

"Indtil videre har psykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien været undtaget ansættelsesstoppet. Det bør de fortsat være," skriver de.

De henviser til, at 10-årsplanen for psykiatrien i 2026 tilfører 385 millioner kroner, stigende til mere end 1 milliard kroner årligt fra 2030, og advarer:

"Investeringen kan ikke omsættes til øget behandlingskapacitet og kortere ventetid, hvis der samtidig er stop for ansættelse af speciallæger i psykiatrien".

Formændene understreger desuden:

"For én speciallæge mindre i hovedstaden er langt fra lig med én speciallæge mere i psykiatrien i Region Sjælland."