Cheflæger: Husk, retningslinjer er ikke lov, og det er ikke altid muligt at følge dem

Retningslinjer og anbefalinger fra fagselskaber eller myndigheder kan kræve ressourcer på de diagnostiske afdelinger, som ikke findes. Cheflæger fra diagnostiske afdelinger efterlyser større forståelse fra kolleger og fra Styrelsen for Patientsikkerhed og opfordrer myndigheder til at melde klart ud.

I ny og næ ser cheflægerne Mette Marklund og Fie Juhl Vojdeman, at der bliver oprettet en utilsigtet hændelse (UTH) af en behandlende læge, som er blevet nervøs over ikke at have fulgt en retningslinje.

”Vi oplever til tider, at der bliver skabt en slags 'krigssystem', hvor der hersker usikkerhed om, hvor alvorligt retningslinjerne skal tages – bør de betragtes som lovgivning, eller er de mere vejledende? Det er uklart for nogle. Dette juridiske tomrum skaber forvirring, og en gang imellem ender det med en UTH, som kan blive en kompliceret affære, hvor der bruges meget tid på at kommunikere og forsikre om, at alle nødvendige procedurer og regler er overholdt. Det er tid, vi tager væk fra at hjælpe hinanden og patienterne,” siger Mette Marklund, cheflæge på Billeddiagnostisk Afdeling, Nordsjællands Hospital, Hillerød.

For Fie Juhl Vojdeman, cheflæge på Klinisk Biokemisk Afdeling, Holbæk Sygehus, er udfordringen ofte, at afsenderne bag bestemte retningslinjer eller anbefalinger ikke har forhørt sig hos de diagnostiske afdelinger og måske skriver i et sprog, der kan lyde bydende.

”Der er en stor forskel på 'kan', 'skal' og 'bør', og ordet, der vælges, har betydelige konsekvenser i den virkelige verden, hvor sundhedspersonale kan føle sig presset til at følge retningslinjer, som nogle gange er urealistiske ressourcemæssigt. Det kan potentielt lede til UTH’er og sager hos Styrelsen for Patientsikkerhed, og derfor stræber lægerne efter at følge retningslinjerne til punkt og prikke," siger hun og fortsætter:

"Når Styrelsen for Patientsikkerhed så konsulterer fagligt sagkyndige for at afgøre, om der er handlet samvittighedsfuldt, kigger de ofte på retningslinjerne for at vurdere situationen. Det kan så skabe problemer, når der ligger et dokument, der dikterer en bestemt handling, og sundhedspersonalet må argumentere for, hvorfor de ikke har fulgt denne handling, især hvis det skyldes praktiske eller operationelle udfordringer."

Retningslinjer er ikke lov

Løsningerne på udfordringerne er mange ifølge cheflægerne, men først og fremmest skal afdelingerne gøre sig klart, at faglige retningslinjer ikke er defineret ved lov, og at de kan fraviges, indtil andet er fastlagt. Det kræver måske, at myndighederne tydeliggør forventningerne til diverse anbefalinger og retningslinjer.

”Som læge er det mit daglige arbejde at sikre denne kommunikation og koordination, men jeg kunne ønske mig mere støtte i form af klarhed omkring forskellen på kliniske retningslinjer, sundheds- og sygehusvejledninger, behandlingsvejledninger og lægemiddelrekommandationer. Der er en betydelig forvirring omkring disse begreber, og en klarere definition og afgrænsning fra en sundhedsmyndighed som eksempel Sundhedsstyrelsen ville være en stor hjælp,” siger Mette Marklund.

I Fie Juhl Vojdemans øjne må og skal retningslinjer være vejledende, når de ikke altid er praktisk mulige at følge. Ellers skal man som afsender sikre sig, at der er ressourcer på afdelingerne til at følge dem.

"Der skal altid være mulighed for at afvige fra en retningslinje, hvis omstændighederne kræver det. Hvis vi udarbejder retningslinjer, som sundhedspersonale skal følge, må vi også sikre, at de rent faktisk er i stand til at gennemføre disse anbefalinger. Det er særligt udfordrende for unge og uerfarne læger, der kan finde det svært at afvige fra retningslinjerne, selv når det er nødvendigt," siger Fie Juhl Vojdeman.

”Tag os med på råd”

Afsenderne bag anbefalinger og kliniske retningslinjer kan derudover overveje at tage diagnostiske afdelinger med på råd, hvis det ikke allerede er sket, siger Fie Juhl Vojdeman.

"Der bør være en grundig dialog om, hvor realistisk en given handling er, og så bør vi vurdere, hvor stærk en anbefaling er baseret på den bagvedliggende evidens,” siger hun og fortsætter:

"Det er vigtigt at anerkende, at nye metoder og biokemiske tests ofte lægges oveni eksisterende praksis med etablerede metoder og undersøgelser. De erstatter ikke nødvendigvis tidligere metoder, men tilføjer yderligere viden om den biologiske funktion, der undersøges i kroppen. I udviklingen af nye anbefalinger bør vi overveje, hvilke specifikke situationer der kræver en bestemt test."

I nogle tilfælde er det simpelthen ikke muligt at lave den diagnostiske undersøgelse, som er krævet for at følge en retningslinje.

Som eksempel på en situation, hvor diagnostiske afdelinger ikke blev hørt før udgivelsen, nævner Fie Juhl Vojdeman en situation fra 2016, hvor der var tilfælde af D-vitamindråbeforgiftning hos små børn i Danmark.

”Der opstod et akut behov for en ny retningslinje fra Sundhedsstyrelsen om specifikke målinger af calcium, som styrelsen så udgav. Men vi var faktisk ikke i stand til at følge de nye retningslinjer på alle diagnostiske afdelinger uden møje og besvær, da de forudsatte måleudstyr, som vi ikke alle havde til rådighed i nærhed af prøvetagningen. Dette var et tydeligt eksempel på en situation, hvor vi ikke var blevet inddraget tidligt nok i processen, og hvor der manglede central forståelse for de lavpraktiske udfordringer, der følger med en faglig anbefaling, som er meget specifik på en bestemt diagnostisk test. Det understregede vigtigheden af dialog mellem dem, der udarbejder retningslinjerne, og dem, der skal udføre dem," siger hun og fortæller, at hun dengang tog kontakt til den ansvarlige læge i Sundhedsstyrelsen og fik tilrettet retningslinjen i 2016.