Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Hjerteforeningens direktør fratrådt øjeblikkeligt

Direktøren for Hjerteforeningen, Kim Høgh, er fratrådt med øjeblikkelig virkning. Hans ledelsesstil var utilfredsstillende for foreningens bestyrelse, der derfor har aftalt med Kim Høgh, at han stopper øjeblikkeligt.

Hvad uenighederne om ledelsesstil dækker over fremgår ikke, men tilsyneladende er det ikke manglende evner til at gennemføre nødvendige ændringer i organisationen:

"Bestyrelsen anerkender Kim Høghs indsats gennem de seneste fire år. Under Kim Høghs ledelse er bestyrelsens krav om at etablere en mere professionel og effektiv organisation blevet indfriet. Desuden har Kim Høgh til bestyrelsens tilfredshed forfulgt og gennemført den aftalte strategi," siger Hjerteforeningens formand Anne Kaltoft ifølge hjerteforeningens hjemmeside.

"Dog står det klart, at Kim Høghs ledelsesstil efter bestyrelsens opfattelse ikke er den rette til at videreudvikle Hjerteforeningen yderligere i den retning, bestyrelsen ønsker og har fastlagt."

Anne Kaltoft understreger, at en kommende ansættelse af en ny administrerende direktør således ikke indvarsler behovet for et strategiskifte eller en omorganisering.

Kim Høgh er 62 år og har tidligere været koncerndirektør i Region Hovedstaden og direktør i forskerparken Scion, DTU.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift