Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift

Heldig timing: Xarelto godkendt til koronar og perifer artriesygdom

NOAK-lægemidlet Xarelto (rivaroxaban) er netop blevet godkendt til patienter med koronar eller perifer arteriesygdom.

Godkendelsen kommer fra EU på noget nær det bedst tænkelige tidspunkt for Bayer, producenten bag Xarelto. Nemlig dagen før 31.000 hjertespecialister mødes til ESC i München og i fem dage og sene aftner skal diskutere den bedst tænkelige behandling af hjertekarpatienter.

Rivaroxaban er den eneste non-vitamin K antagonist oral antikoagulantia (NOAK), der i kombination med acetylsalicylsyre (ASA) har indikation til forebyggelse af aterotrombotiske hændelser blandt patienter med koronar arteriesygdom (CAD) eller perifer arteriesygdom (PAD), som har høj risiko for iskæmiske hændelser.

Europakommissionen har godkendt Xarelto (rivaroxaban) 2,5 mg to gange dagligt i kombination med acetylsalicylsyre (ASA) 75-100 mg en gang dagligt til forebyggelse af aterotrombotiske hændelser blandt voksne patienter med koronar arteriesygdom (CAD) eller perifer arteriesygdom (PAD), som har høj risiko for iskæmiske hændelser.

EU-godkendelsen er baseret på data fra fase III studiet COMPASS. Studiet viste, at Xarelto 2,5 mg to gange dagligt (vaskulær dosis) sammen med ASA 100 mg en gang dagligt reducerede risikoen for slagtilfælde, kardiovaskulær død og hjertetilfælde blandt patienter med CAD eller PAD med 24 procent (relativ risikoreduktion) sammenlignet med ASA 100 mg en gang dagligt alene.

"På trods af mange fremskridt inden for kardiovaskulær behandling, er der fortsat behov for bedre behandling af CAD og PAD. Selv med de nuværende behandlinger til sekundær forebyggelse, har patienterne en uacceptabel høj risiko for trombotiske hændelser, som kan føre til handikap, amputationer og død,” siger professor John Eikelboom, Division of Hematology & Thromboembolism, Department of Medicine, McMaster University, Canada, i en pressemeddelelse fra Bayer.

 ”Godkendelsen af kombinationen af den vaskulære dosis af et antikoagulerende lægemiddel og et antitrombotisk lægemiddel giver læger og patienter en meget nødvendig og bedre behandlingsmulighed,” tilføjer han.