Kristian Lunds blog

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Take home message fra ESC: Tjah, bom bom...

ESC 2018: Dette års ESC-kongres i München blev en lidt blandet oplevelse for mange deltagere. Nogle blev skuffede, nogle blev bekræftede i tidligere antagelser og andre – få, måske – blev glædeligt overraskede.

Efter 500 ekspertsessioner og 4.500 abstracts, som dækkede 400 kardiologiske emner, er det umuligt at konkludere noget samlet. Men det overordnede indtryk var en mild skuffelse blandt mange af de kardiologer Medicinsk Tidsskrift talte med.

Kongresarrangørerne havde ellers i år gjort deres til at skabe en kongres med optimisme, glæde og moderne udtryk.

”Vi skal have en glad kongres,” sagde professor, fungerende ESC-formand Stephan Achenbach ved kongressens start.

Med gennemgående positive røde farver, opstemmende musik i stigende lydstyrke op til de store fremlæggelser samt moderne teknik og interaktion med deltagerne, var der skabt flot grundlag for præsentationer af resultater, der kunne bringe os ind i en ny æra. 

Men de præsentationer udeblev. I store træk. Det var ikke mange af de uforglemmelige ’take home messages’.

De omkring 33.000 deltagere kunne ikke klage over scenariet – tilmed var vejret for det meste dejligt, og messecentrets grønne gård var fyldt af øldrikkende og fallafelspisende deltagere fra hele verdenen. Som et muntert skolefrikvarter for voksne af japansk, indisk, canadisk – og i forbavsende stort antal også dansk - oprindelse. Inden det igen gik løs fra morgen til aften.

Men modsat sidste år har der været langt mellem de store positive studier, der umiddelbart ændrer praksis til det bedre.

”Vi er færdige – vi kan simpelthen ikke finde på mere,” sagde en deltager til Medicinsk Tidsskrift. Med glimt i øjet og godt humør efter fremlæggelsen af eget studie, der dog netop faldt positivt ud.

Andre siger det mere nuanceret. Professor Steen Dalby Kristensen, der i mange år har haft en funktion i ESC, bl.a. som nuværende formand for pressekomiteen og som spillede en stor rolle i mange af dette års sessioner, siger:

”De tider, hvor man på hjerteområdet hele tiden kan komme ud med positive nyheder om nye behandlinger, er nok ved at være forbi. Også fordi vi faktisk har en ret god eksisterende behandling.”

Han er delvis enig i, at der dette år var en del negative resultater. Dog synes han, at det er noget pessimistisk at kalde det ’skuffelsernes kongres’, som overlæge Kenneth Egstrup gjorde det tirsdag i Medicinsk Tidsskrift.

”Der har da også være positive resultater på denne kongres, og så skal man jo huske, at også neutrale studier indeholder meget betydelig information. Men det varierer fra år til år,” siger han.

"Sidste år havde vi store studier som COMPASS og CANTOS, der begge publicerede resultater, som på sigt får betydning for vores behandlingsstrategi. Men sådanne studier kommer ikke hvert år. Indtil videre er dog 13 af de undersøgelser, der blev rapporteret til dette års kongres, publiceret i artikelform i New England Journal of Medicine og 12 i The Lancet," siger Steen Dalby Kristensen.

Flere steder dukkede teorien op om, at tidernes hurtige skiften og det stadig stigende pres på medicialindustrien, som på få år skal have det mest tænkelige ud af deres nye behandlinger, har en betydning for, at flere studier falder negativt ud.

Opfattelsen er, at der simpelthen på kort tid skal trækkes alt ud af de store studier, og at det så kan gå galt, bl.a. når man kommer ned i analyserne af subgrupper og andre indikationer.

Men en kongres er meget andet end fremlæggelse af nye resultater. Det er også networkning og fremtidsversioner.

Og der er nok at kæmpe for.

Hjerte-kar-sygdom er stadig den største dræber i Europa. Hvert år kommer seks millioner nye tilfælde af hjerte-kar-sygdom til i Europa, og årligt dør næsten fire millioner af sygdommen. 49 millioner europæere lever med sygdommen og det koster den europæiske økonomi 1.500 milliarder kroner om året.

Mens den enorme Messe West i München gradvist affolkes, industriens stande tømmes og alle de håbefulde posterpræsentationer rulles sammen og tages med hjem i store paprør, begynder arbejdet så småt på at bygge op til ACC, AHA og næste års ESC.

Og hvis Steen Dalby Kristensen har ret i mange års erfaringer, vil næste kongres måske alligevel rumme en eller flere af de helt store gennembrud, der må gøre det umagen værd at være kardiolog og forsker.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter