Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Blodfortyndende lægemidler sætter salgsrekord

NOAK-lægemidlerne stod sidste år for den største stigning i salg af lægemidler i Danmark. Alene fra 2016 til 2017 steg salget udregnet på omsætning med 44 procent i primærsektoren.

Dermed ser der ud til fortsat at være stadig flere danskere, der sættes i behandling med disse blodfortyndende lægemidler. I 2017 nåede tallet op på 100.000.

Tallene fremgår af Sundhedsdatastyrelsens statistik om medicinsalg, medstat.dk, som nu er opdateret med tal for sidste år.

NOAK-midlerne er dabigatran (Pradaxa), rivaroxaban (Xarelto), apixaban (Eliquis) og edoxaban (Lixiana). Den største stigning i omsætning ses for Xarelto, med Eliquis lige i hælene. 

De nye tal viser også, at gruppen af statiner, som anvendes til behandling af forhøjet kolesterol, er nogle af de mest anvendte lægemidler i Danmark. Blandt statinerne står atorvastatin for den største stigning i mængdesalg – 19 procent – i primærsektoren i 2017. Forbruget af atorvastatin har været stigende siden 2012, hvor de gennemsnitlige priser faldt som følge af patentudløb og introduktion af billigere generiske produkter. Antallet af brugere er ca. 260.000. Stigningen i forbruget af atorvastatin sker især på bekostning af lægemidlet simvastatin, som dog fortsat bruges af ca. 341.000 personer. 

Sundhedsdatastyrelsen gør opmærksom på, at der er tale om en foreløbig opgørelse, da en mindre del af salget af håndkøbslægemidler tilladt til salg uden for apoteker for 2016 og 2017 endnu ikke er endelig opgjort. Det vil dog næppe ændre på det store billede.