Karkirurg roser praktiserende læger for behandling af åreforkalkning
I sygehussystemet kniber det med tilstrækkelig hurtigt håndtering af patienter med åreforkalkning. Men ude i praksis er der sket store fremskridt. Og nu lyder der stor ros til de praktiserende læger fra en af de fagfolk, der modtager patienterne på hospitalet.
“De er hurtige til at henvise og gør et rigtig godt stykke konsultationsarbejde med patienten om livsstilsændring og forebyggende medicin,” siger Henrik Sillesen, klinikchef på Karkirurgisk Klinik, Rigshospitalet, og klinisk professor, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.
Han påpeger, at patienter med åreforkalkning en overset patientgruppe, der på trods af alvorlige tilstande må vente for lang tid i sygehussystemet på at få operation.
Men der hvor Henrik Sillesen kan se en stor fremgang og succes, er behandlingen af denne alvorlige sygdom fra de praktiserende lægers side.
"For bare 15 år siden haltede det gevaldigt med at få håndteret den her patientgruppe, som jo ofte lider af flere forskellige sygdomme. Men siden er der sket en kæmpe udvikling. De praktiserende læger har gennem efteruddannelse og øget opmærksomhed formået at løfte patientgruppen gevaldigt med livsstilsændringer og forebyggende medicin," siger Henrik Sillesen, der nu oplever, at stort set alle henviste patienter med åreforkalkning får forebyggende medicin og er i rette behandling.
"Det er meget betryggende,” siger han.
Derudover er de praktiserende læger blevet meget skarpe på, hvem der skal henvises videre til karkirurger - og hvem, der ikke skal.
