Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Blodtryk bør sænkes yderligere

For at mindske risikoen for hjertekar-sygdomme hos patienter i højrisiko-gruppen bør blodtrykket sænkes til et niveau, der er lavere end det, der anbefales i dag.

Det fremgår af en meta-analyse offentliggjort i tidsskriftet The Lancet.

Forskere fra University of Oxford har analyseret 123 undersøgelser fra 1966 til 2015, som omfattede mere end 600.000 patienter. Konklusionen lyder, at pr. ti mmHg-reduktion i det systoliske blodtryk, reduceres

  • risikoen for hjertekar-sygdomme med en femtedel
  • risikoen for slagtilfælde eller kronisk hjertesvigt med en fjerdedel
  • og risikoen for dødelighed med 13 pct.

Disse effekter gælder ikke alene alle højrisiko-patienter, men også de, der før behandling har et blodtryk under 130 mmHG. Der er således ingen grænser for blodtryksænkende behandlinger, og det er også ligegyldigt hvilken medicin, der ordineres.

Forskerne anfører, at deres resultater klart viser, at sænkning af blodtrykket til et lavere niveau end det anbefalede, markant vil kunne reducere forekomsten af hjertekar-sygdomme, og derfor potentielt også vil kunne redde millioner af liv.