Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Penge til forskning i socialt udsatte hjertepatienter

Socialt udsatte har på kort sigt gavn af en udvidet hjerterehabilitering, ved man. Spørgsmålet er, om den også gør en forskel på langt sigt. Det vil blive undersøgt nu, efter at Region Midtjyllands Forskningsfond har bevilget en halv million kroner til et ph.d.-projekt med overskriften ”Langtidsopfølgning på effekt af socialt differentieret hjerterehabilitering”.

”Formodningen er, at den udvidede rehabiliteringsindsats stiller socialt udsatte bedre end standard indsatsen. Spørgsmålet er dog i hvor høj grad. Ph.d. studiet gør det muligt at se på, om forbruget af sundheds- og sociale ydelser reduceres, og om den udvidede indsats reducerer risikoen for blodpropper og mindsker dødeligheden op til 10 år efter indsatsen blev givet,” fortæller Kathrine Hald, CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, der fra 1. januar 2016 er indskrevet som ph.d.-studerende på Aarhus Universitet.

Ph.d.-projektet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, CFK - Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Aarhus Universitetshospital, Region Midtjylland og Center for Ulighed i Sundhed på Aalborg Universitetshospital og forventes færdigt i 2018.