
ESC i hjerternes by - med et globalt udsyn
ESC: Så åbnedes ESC kongressen i Paris. Uden den pomp og pragt, som amerikanerne demonstrerede ved ACC sidste år i Washington. Ingen stående, fælles nationalsang og ingen indledende højstemte taler om, hvad kardiologerne gør for verdenen.
På første dag var en smule fransk kaos allerede i forbindelse med lufthavnstransporten og den dårlige netforbindelse i kongrescentret et populært smalltalk-emne, men det kunne dog ikke spærre for udsynet og perspektivet for alverdens patienter – I hjerternes by, Paris, hvor over 32.000 professionelle hjertespecialister mødes for i fem dage at udveksle den nyeste viden om bedst mulig kardiologisk behandling.
Deltagerantallet er rekord – bortset fra da kongressen i sensommeren 2016 blev afholdt i Rom. Danskerne er på pletten med et deltagerantal på 497, næsten ligeså mange som svenskerne og en hel del flere end nordmændene.
Netop udsynet er på programmet dette år. Den europæiske kongres retter blikket ud af. Det drejer sig om global hjertesundhed. Med tryk på global. ’Number one killer’ står for 30 procent af verdens dødsfald, og tidlig hjertedød er for første gang i 50 år igen for opadgående. Her er det lav- og mellemindkomstlandene, der er ansvarlig for at den globale kurve knækker den gale vej. Og ikke mindst kvindernes rygetrang bærer skylden.
ESC har da også deltagere fra 150 lande, her er ikke kun de rige repræsenteret, Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet er skam også talrigt tilstede. De 4.500 godkendte abstracts kommer også fra 110 forskellige lande og er udvalgt blandt 11.000 indsendte. I år kommer flest godkendte fra Japan, mens Rusland for første gang ligger på tredjepladsen i antal abstracts og USA for første gang ligger som nummer fem.
Der vil blive afholdt 500 ekspertsessioner over 400 kardiologiske emner, 200 virksomheder vil udstille. Hele 13 latebreaking- og seks hotlinesessioner vil blive præsenteret.
