Apixaban mere sikkert end warfarin og hjertemagnyl – uanset nyrefunktion
ACC.20/WCC: Eliquis (apixaban) givet til patienter med atrieflimren og iskæmisk hjertesygdom giver mindre risiko for blødning end VKA-behandlingen warfarin.
Det viser et understudie til Augustus-studiet, der blev blev fremlagt på American College of Cardiologys (ACC) aflyste årsmøde i denne weekend. Af studiet fremgår det også, at hjertemagnyl resulterede i flere blødninger end placebo-behandling uden at være effektiv.
I begge behandlingsregimer er der taget højde for patienternes nyrefunktion. Afdelingslæge Rikke Sørensen fra Rigshospitalets Hjerteklinik kalder resultaterne for betryggende og forventelige.
Konklusionen på analysen er, at risikoen for blødning ved behandling med apixaban var bedre i alle tre CrCI-kategorier, uanset patienternes nyrefunktion. For hjertemagnyl var risikoen for blødning højere i alle grupper uafhængigt af nyrefunktion - og med endnu højere risiko sammenlignet med placebo hos patienter med normal nyrefunktion.
Ifølge afdelingslæge på Rigshospitalets Hjerteklinik, Rikke Sørensen, så er konklusionen på studiet betryggende men også i nogen grad forventelig:
”Apixaban giver mindre blødning i alle tre grupper – og dertil også mindre mortalitet i den mest raske gruppe. Apixaban er altså mere sikkert i forhold til Marevan uanset nyrefunktionen. Det som studiet ikke tager højde for i gruppe-inddelingen af patienterne er, at mange nyresyge patienter lider af kompleks iskæmisk hjertesygdom. Det efterlader os med nogle ubesvarede spørgsmål.”
4.456 patienter deltog i Augustus-studiet og i dette substudie blev patienterne inddelt i tre grupper afhængigt af deres kreatinin-clearance (CrCl) – som er udtryk for deres nyrefunktion.
Behandlingseffekten i forhold til apixabans versus warfarin og hjertemagnyl versus placebo blev bedømt i alle tre grupper. I alt havde henholdsvis 43 procent, 41 procent og 16 procent en CrCl på henholdsvis > 80, > 50 til 80 og <50 ml / min. Andelen af patienter med blødning, død/hospitalisering og død/iskæmiske hændelser var højere hos patienter med nedsat nyrefunktion.
Sammenlignet med VKA havde apixaban-patienterne lavere forekomst af blødning på tværs af alle CrCl-kategorier. Kun patienter med CrCI >80 havde lavere risiko for død/hospitalisering. Patienter behandlet med hjertemagnyl havde en højere risiko for blødningsbegivenheder i alle CrCl-kategorier, hvor den relative risiko var større hos patienter med CrCl > 80 ml / min (p for interaktion = 0,038).
Risikoen for død/hospitalisering og iskæmiske begivenheder/hospitalisering var ens på tværs af CrCl-kategorierne.