Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Flere kræftpatienter med blodpropper dør

Patienter med samtidig kræft og akut blodprop har lige så god gavn af operation som alle andre. 

Dødeligheden blandt patienter med kræft og blodpropper i arme og ben er markant øget i forhold til patienter uden kræft – især når de to sygdomme udvikles inden for to år i forhold til hinanden. Det viser et studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, som har undersøgt sammenhængen mellem forekomsten af akut opståede blodpropper i pulsårerne og samtidig kræftsygdom.

Tidligere forskning har vist, at kræftpatienter oftere får blodpropper i venerne i forhold til den raske befolkning, og at op til én ud af 3 kræftpatienter dør som følge af blodpropper et eller andet sted i kroppen. Viden omkring forekomsten af blodpropper i pulsårerne i arme og ben hos kræftpatienter er kun meget overfladisk undersøgt, og den egentlige forekomst og betydning af disse blodpropper er næsten ukendt.

Behandling uanset hvad

Det nye studie fra Aarhus har også set nærmere på, hvordan det går patienterne i efterforløbet. Og her viser det sig, at holdbarheden af operationer for at genoprette blodforsyningen ikke er ringere hos kræftpatienterne, som tidligere studier ellers har antydet. Således bør man altså behandle alle patienter med akutte blodpropper i arme og ben, uanset om de har kræft eller ej. I studiet fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet så forskerne på overlevelsen og amputationsrisikoen for samtlige patienter behandlet for blodpropper i pulsårerne i Danmark over en 26-årig periode (1986-2012). I alt indgik 7.840 patienter i studiet, hvoraf godt en tredjedel havde eller fik kræft i undersøgelsesperioden (2.384 patienter eller 30,4 pct.).