Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift

Forskning i vitamin K-antagonister kan bane vej for bedre behandling

Behandling med vitamin K-antagonister kan være forbundet med øget kranspulsåreforkalkning i forhold til behandling med NOAK-præparater, viser et nyt dansk studie.

Forskerne bag vil nu i en større opfølgende undersøgelse se nærmere på, om det bør føre til en ændring i behandlingen.

17.000 patienter uden kendt hjertekarsygdom, men med eksempelvis rytmeforstyrrelser, er inkluderet i undersøgelsen, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE. Formålet med forskningen har været at se på sammenhængen mellem åreforkalkning i kranspulsårene og behandling med de blodfortyndende vitamin K-antagonister (VKA). Læge Selma Hasific, Hjertemedicinsk Afdeling B, på Odense Universitetshospital (OUH) fortæller, at resultaterne fra studiet viser en sammenhæng, som man i kommende studier ønsker at gå dybere ind i:

”Vi har fundet en sammenhæng mellem længerevarende behandling med VKA og graden af kranspulsåreforkalkning hos patienter uden kendt hjertekarsygdom, også når vi justerer for kendte risikofaktorer. Vi ved dog ikke, om det skyldes VKA eller andre forhold vedrørende patienten. Derudover ved vi heller ikke om den øgede kranspulsåreforkalkning har betydning for patienten, og i så fald hvilken betydning det har.” Der er i studiet ikke fundet nogen sammenhæng mellem behandling med NOAK-midler og åreforkalkning, tilføjer Selma Hasific.

Ny forskning om VKA og vitamin-K2

Studiet blev påbegyndt i 2018, hvor Selma Hasific var medicinstuderende tilknyttet Kardiologisk Afdeling på OUH, og hun fortsætter nu forskningen i VKA og NOAK-præparater som en del af sin ph.d. Her vil hun undersøge udviklingen af åreforkalkning og den kliniske betydning af VKA-behandling samt afdække en eventuelt ny behandlingsmulighed med vitamin K2.

I det første opfølgende studie inviterer forskerne patienter, der har været i behandling med VKA og NOAK og er scannet i perioden 2014-17, til en follow-up CT-scanning, så man her kan undersøge de to forskellige lægemiddeltypers indvirkning på åreforkalkning over tid. Det andet studie er et randomiseret forsøg med 400 deltagere. Her bliver deltagerne delt op i to grupper. Den ene gruppe får vitamin K2 og vitamin D, mens den anden gruppe får placebo. Her vil forskerne undersøge om vitamin K2 kan nedsætte udviklingen af åreforkalkning i kranspulsårerne. Tredje studie tager udgangspunkt i 100.000 patienter fra Danmark, for at se om der er forskel i udviklingen af blodprop i hjertet eller død hos patienter i behandling med VKA sammenlignet med NOAK og baggrundsbefolkningen.

I Danmark vil førstevalg til mange patienter være NOAK-præparater, men ifølge Selma Hasific er omkring 55.000 personer i Danmark i behandling med VKA. I nogle tilfælde – eksempelvis til patienter med mekanisk hjerteklap – er førstevalget nemlig fortsat VKA-behandling.

Egenbetalingen til NOAK-præparater er fortsat høj, og det vil for nogle patienter være en afgørende faktor ved valg af behandling.

Flere sygehuse har samarbejdet og medvirket i projektet. Der er hentet data til undersøgelsen fra Odense, Svendborg, Vejle, Esbjerg og Silkeborg.