Ny diagnostik af hjertepatienter nu indført på alle Region Midts hospitaler
Hospitalsenhed Midt har netop indført PET/CT-scanning af hjertepatienter på Regionshospitalet Viborg. Dermed bliver Region Midtjylland den første danske region, hvor alle hjertepatienter tilbydes samme diagnostiske metode – en metode, som giver hurtigere og mere præcise svar.
Hospitalsenhed Midt i Viborg har netop indført hjerte PET/CT-scanning til patienter med åreforkalkning og problemer med iltforsyningen til hjertet. PET/CT-scanningen betyder, at alle hjertepatienter i regionen nu får hurtigere og mere præcis diagnostik, ligesom de får et bedre og mere smidigt patientforløb, hvor de slipper for ekstra køreture og ventetid på hospitalet.
Præcis, effektiv og skånsom
PET/CT-scanneren har gjort det muligt at tilbyde en såkaldt Rubidium hjerte PET/CT-scanning til patienter med mistanke om dårlig ilttilførsel til hjertet. Tidligere er patienterne blevet undersøgt med traditionel SPECT/CT-scanning, men den nye metode er både mere præcis, effektiv, skånsom og giver en mindre stråledosis til patienterne, fortæller overlæge på fysiologisk klinik, June Anita Ejlersen:
”Logistisk har undersøgelsen store fordele. Tidligere var vi nødt til at kalde patienterne ind til to undersøgelser med en dag imellem for at sikre, at sporstoffet var ude af kroppen inden anden undersøgelse. Med den nye undersøgelse benytter vi i stedet sporstoffet Rubidium, som er meget hurtigere ude af kroppen. På den måde kan patienterne få foretaget den samlede undersøgelse i løbet af et blot par timer i klinikken. Og svaret sendes samme dag videre til hjertespecialisterne. For klinikken er undersøgelsen nem at sætte i system og giver mulighed for mere effektiv planlægning og bedre udnyttelse af hospitalets ressourcer.”
Det er desuden alle hjertepatienter, som kan tilbydes undersøgelsen, hvis der er behov for det, pointerer June Anita Ejlersen:
”Patienten skal ligge stille i scanneren, imens der indgives et sporstof og noget medicin, og skal indtage noget medicin, men derudover kræver undersøgelsen ikke yderligere samarbejde fra patientens side. Den korte levetid af Rubidum betyder, at den stråledosis, som patienten får ved undersøgelsen, er minimal.”
Det er som at få pudset brillerne
June Anita Ejlersen understreger, at den gamle metode – SPECT/CT-scanning af hjertet ikke er en dårlig undersøgelse, men at PET/CT-scanning giver skarpere billeder af hjertet og dermed også mere sikker diagnostik:
”Jeg plejer at sige, at det er som at få pudset brillerne. Med den nye undersøgelse, kan vi se flere detaljer og få et tydeligere billede af præcist, hvor blodtilførslen til hjertet er udfordret, og dermed kan vi stille en mere sikker diagnose, ligesom gradueringen af sygdom bliver nemmere. Hjertelægerne får et mere præcist sygdomsbillede og dermed også et bedre redskab til at planlægning af yderligere diagnostik og behandling samt en eventuel operation. Samtidig kan vi også med større sikkerhed afkræfte en unødig mistanke om problemer med blodtilførslen, så patienterne kan slippe for den bekymring og yderligere undersøgelser.”
Fysiologisk Klinik undersøgte de første hjertepatienter i PET/CT-scanneren den 1. oktober og forventer at gennemføre cirka 800 hjerte PET/CT-scanninger årligt. Patienterne er henvist af hjertelæger i Region Midtjylland blandt andet i forbindelse med planlagt specialiseret behandling på Aarhus Universitetshospital.
