Forxiga har effekt mod hjertesvigt uanset status for ejektionsfraktion
SGLT-2-hæmmeren Forxiga (dapagliflozin) reducerer ifølge producenten AstraZeneca risikoen for kardiovaskulær død eller forværring af hjertesvigt hos patienter med bevaret ejektionsfraktion.
Det viser resultater i forbindelse med, at det primære endepunkt er nået for fase III-studiet DELIVER.
Sammen med fase III-studiet, DAPA-HF, er det nu klart – hvis resultatet står til troende efter publikation – at dapagliflozin har effekt mod hjertesvigt uanset om patienten har bevaret ejektionsfraktion eller ej.
Forxiga har allerede godkendte indikationer til type-2 diabetes med hjertesvigt med reduceret ejektionsfraktion. Spørgsmålet er, om en godkendelse så er på vej til patienter med bevaret ejektionsfraktion.
DELIVER-studiet blev udført på patienter med hjertesvigt med mildt reduceret eller bevaret ejektionsfraktion (defineret som venstre ventrikulær ejektionsfraktion [LVEF] større end 40 procent).
Resultaterne herfra vil blive præsenteret på en kommende kongres.
