Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Atrieflimren efter operation giver øget risiko for indlæggelse for hjertesvigt

Personer, der udvikler post-operativ atrieflimren, har en øget risiko for efterfølgende at blive indlagt med hjertesvigt.

Det viser et amerikansk studie, som omfatter flere end tre millioner patienter. Studiet er publiceret i European Heart Journal.

Studiet viser, at risikoen for hospitalsindlæggelse for hjertesvigt blandt patienter, der udviklede atrieflimren (AF) efter en operation, steg, uanset om operationen var for en hjertesygdom eller ej.

Blandt 76.536 patienter, der blev hjerteopereret, udviklede 14.365 (18,8 procent) postoperativ AF, og risikoen for indlæggelse på grund af hjertesvigt steg med en tredjedel sammenlignet med patienter, der ikke udviklede AF. Blandt 2.929.854 patienter uden hjertesygdom, som blev opereret for ikke-hjerterelaterede tilstande, udviklede 23.763 (0,8 procent) AF, og risikoen for hospitalsindlæggelse for hjertesvigt fordobledes altså også i denne gruppe.

Studiets førsteforfatter Parag Goyal fra Weill Cornell Medicine, New York, udtaler:

"Vores studie viser, at post-operativ atrieflimren er forbundet med efterfølgende indlæggelse på grund af hjertesvigt. Det kan betyde, at atrieflimren er en vigtig indikator for underliggende, men endnu ikke påvist hjertesvigt; eller det kan betyde, at atrieflimren i sig selv bidrager til den fremtidige udvikling af hjertesvigt. Selvom vores studie ikke med sikkerhed kan fastlægge, hvilken af de to mekanismer der er på spil, håber vi, at studiet vil inspirere til flere studier, som kan klarlægge den underliggende mekanisme. Uanset årsagen viser vores studie, at post-operativ atrieflimren helt klart er en vigtig indikator for senere hjertesvigt, der bør indgå i beslutningsprocesserne; patienter og læger bør være mere opmærksomme på symptomer på hjertesvigt blandt patienter, der udvikler post-operativ atrieflimren. De, der udvikler tilstanden, kan have behov for mere aggressive behandlinger for andre underliggende risikofaktorer for hjertesvigt såsom forhøjet blodtryk, diabetes og forsnævring af arterierne."

Post-operativ AF forekommer hos op til 40 procent af patienter, der gennemgår hjerteoperationer, og to procent af patienter, der gennemgår kirurgi, som ikke er relateret til hjertet. Læger har overvejende set udviklingen af postoperativ AF som en godartet hændelse, udløst af stress efter operationen. Men postoperativ AF kan altså også være forbundet med slagtilfælde og død af enhver årsag, selvom der indtil nu har været begrænset bevis for dets sammenhæng med efterfølgende hjertesvigt.

I det retrospektive studie indsamlede forskerne data i perioden 2016 til 2018 i 11 stater i USA. Patienterne var over 18 år, og de blev fulgt op i gennemsnit (median) på 1,7 år. Forskerne justerede for faktorer, der kunne påvirke resultaterne såsom alder, køn, race, forsikringsstatus, sygehistorie og BMI.