Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Covid-vaccination er sikre for patienter med hjertesvigt

ESC: Covid-vaccination forøger ikke risikoen for forværring af sygdom, men reducerer i stedet risikoen for alvorlig sygdom og død forbundet med covid-19 hos patienter med hjertesvigt.

Patienter med hjertesvigt har øget risiko for indlæggelse, behov for mekanisk ventilation og dødsfald på grund af covid-19. Men covid-vacciner nedbringer risikoen for død hos patienter med kendt hjertesvigt. Vaccinationerne kan heller ikke kobles til øget risiko for forværring af sygdommen, venøs tromboemboli eller myokarditis.

Det viser resultater fra et stort dansk kohortestudie med forsker Caroline Sindet-Pedersen fra Gentofte Hospital, Københavns Universitetshospital, som forfatter på studiet. Studiet er præsenteret ved ESC-konferencen 2022 ved en modereret e-poster session

“Vores resultater indikerer, at patienter med hjertesvigt bør prioriteres til covid-19 vaccinationer og boostere,” udtaler Caroline Sindet-Pedersen i en pressemeddelelse i forbindelse med præsentationen og uddyber:

"Covid-19-vacciner vil fortsat være vigtige i forebyggelsen af sygelighed og dødelighed blandt udsatte patientgrupper. Dermed er studier, der understreger sikkerheden ved disse vacciner essentielle for at berolige dem, der måtte være tøvende, og sikre fortsat optag af vaccinationer."

Landsdækkende kohorte-studie

På grund af opfattelser om mulige kardiovaskulære bivirkninger forbundet med mRNA-vacciner for patienter med hjertesvigt undersøgte forskerne sammenhængen mellem mRNA-vacciner og kardiovaskulære komplikationer samt død i en landsdækkende kohorte af patienter med hjertesvigt. 

Studiet omfattede 50.893 uvaccinerede patienter med hjertesvigt i 2019 og 50.893 patienter med hjertesvigt i 2021, som blev vaccineret med én af ​to mRNA-vacciner (BNT162B2 eller mRNA-1273). De to grupper blev matchet for alder, køn og varighed af hjertesvigt. Medianen for deltagernes alder var 74 år, og 35 procent var kvinder. Medianen for varighed af ​​hjertesvigt var 4,1 år. Deltagerne blev fulgt i 90 dage med henblik på dødelighed af enhver årsag, forværret hjertesvigt, venøs tromboemboli og myokarditis, begyndende fra datoen for anden vaccination i 2021-gruppe og samme dato i 2019 for den uvaccinerede gruppe.

Efter at have standardiseret ud fra alder, køn, varighed af hjertesvigt, brug af medicin mod hjertesvigt, iskæmisk hjertesygdom, kræft, diabetes, atrieflimren og indlæggelse med hjertesvigt mindre end 90 dage før første dato af opfølgning, sammenlignede forskerne risikoen for uønskede resultater i de to grupper. 

Signifikant lavere risiko for død

Blandt 101.786 patienter med hjertesvigt var mRNA-vaccine forbundet med en nedsat risiko for dødelighed og var ikke forbundet med øget risiko for forværring af hjertesvigt, myokarditis eller venøs tromboembolisme. 

Studiet viser en signifikant lavere risiko for dødelighed i 2021 versus 2019, hvor den standardiserede risiko for dødelighed inden for 90 dage var 2,2 procent i 2021-kohorten (vaccineret) og 2,6 procent i 2019-kohorte (ikke vaccineret). 

Den standardiserede risiko for forværring af hjertesvigt inden for 90 dage var 1,1 procent i begge kohorter. Tilsvarende var der ikke signifikante forskelle mellem grupper for venøs tromboemboli eller myokarditis.

“Undersøgelsen tyder på, at der ikke bør være bekymring for kardiovaskulære bivirkninger ved mRNA vacciner for patienter med hjertesvigt. Desuden peger resultaterne på en gavnlig effekt af vaccination i forhold til dødeligheden,” udtaler Caroline Sindet-Pedersen.