Xarelto er ikke et godt alternativ til vitamin K-antagonister mod reumatisk hjertesygdom
ESC: Blandt patienter med atrieflimmer relateret til reumatisk hjertesygdom fører behandling med Xarelto (rivaroxaban) ikke til færre kardiovaskulære hændelser end den gængse behandling med vitamin K-antagonister (VKA).
Det viser resultaterne af det randomiserede fase III-forsøg INVICTUS, som blev præsenteret i et foredrag søndag på European Society of Cardiology (ESC)-årskongressen og samtidigt publiceret i The New England Journal of Medicine.
Reumatisk feber eller gigtfeber er en inflammatorisk sygdom, som blandt andet manifesterer sig ved reumatisk hjertesygdom, hvor hjerteklapperne skades, hvilket kan føre til atrieflimmer, hjertesvigt og død. Sygdommen behandles typisk med VKA, som er svær at dosere og kræver monitorering af patienten. Det er i særlig grad problematisk i lav- og middelindkomstlande, hvor reumatisk hjertesygdom er mest udbredt og plager 40 millioner mennesker. Et alternativt lægemiddel, som ikke kræver monitorering, er derfor efterspurgt, og INVICTUS har haft som mål at undersøge, om faktor Xa-hæmmeren Xarelto kunne være velegnet.
INVICTUS omfatter 4.531 patienter med atrieflimmer relateret til reumatisk hjertesygdom, som blev behandlet enten med 15 eller 20 mg Xarelto dagligt eller med en lokalt tilgængelig VKA. Patienterne kom fra 138 centre i 24 lande i Afrika, Asien og Latinamerika. Det primære endemål var stroke, systemisk emboli, myokardieinfarkt eller død, mens det primære sikkerhedsmål var ISTH major bleeding.
Den kumulerede incidens af de primære endemål for Xarelto versus VKA viste en hazard ratio på 1,25 (95% CI 1,10-1,41). Den begrænsede gennemsnitlige overlevelsestid (RMST) var 1.599 dage i Xarelto-gruppen og 1.675 dage i VKA-gruppen (p<0,001). Det primære sikkerhedsmål blev nået hos 0,7 procent og 0,8 procent i henholdsvis Xarelto- og VKA-gruppen, hvilket gav en hazard ratio på 0,76 (95% CI, 0,51-1,15).
Forskerne anbefaler derfor, at VKA bibeholdes som standardbehandling for atrieflimmer relateret til reumatisk hjertesygdom.
