Tidlig diagnosticering er i fokus i nye ESC guidelines for pulmonal hypertension
Skrevet af Natacha Houlind Petersen den i kategorien Hjertekar.
ESC: Patienter med pulmonal hypertension skal identificeres og diagnosticeres hurtigere, anbefaler nye guidelines. Her bliver det anbefalet at gribe hurtigere ind ved mistanke om dyspnø og at etablere en ‘fast track’-linje for komplekse og højrisiko patienter.
Pulmonal hypertension påvirker cirka en procent af den globale befolkning og omkring 10 procent af personer over 65 år, og selvom sygdommen har været relativ sjælden, vidnede et overfyldt lokale til præsentationen om, at der er stor bevågenhed om emnet.
Bag retningslinjerne står et internationalt task force heriblandt Jørn Carlsen, der er overlæge ved Hjertemedicinsk Klinik på Rigshospitalet og klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.
Han forklarer, at de nye retningslinjer i højere grad lægger vægt på, at patienter hurtigere skal identificeres og diagnosticeres.
“I arbejdsfordelingen i de forskellige led er blevet gjort mere klart, hvem der skal gøre hvad, hvornår og hvilke arbejdsopgaver det inkluderer. Det er helt centralt, fordi vi ønsker at identificere og diagnosticere patienterne tidligere, så de på sigt får en bedre prognose,” siger han.
Pulmonal hypertension refererer til et højt blodtryk i lungekredsløbet og adskiller sig fra almen hypertension, som er højt blodtryk i systemkredsløbet. Retningslinjerne er den fjerde udgave og en opdateret version af den forrige fra 2015.
En vigtig tilføjelse: Mistanke om PH
Pulmonal hypertension er en alvorlig tilstand forbundet med væsentligt reduceret forventet levetid, hvis den ikke behandles tidligt og effektivt. Nyere undersøgelser har vist, at selv moderat forhøjet pulmonal arterietryk eller pulmonal vaskulær modstand er forbundet med øget dødelighed.
Derfor er der sat ekstra fokus på definitionen og diagnosticering af patienter, hvor den helt store ændring er fælles udredning af “uforklaret dyspnø” og pulmonal hypertension.
“Der skal særligt være et fokus på den patientgruppe, som er i en præ-pulmonal hypertension tilstand, og som snart udvikler sygdommen, fordi tid er afgørende for prognosen. Den nuværende diagnostiske forsinkelse er to år i Europa, og den skal vi have længere ned,” siger han.
Derudover anbefaler retningslinjerne også, at der etableres en “fast track”-linje (fremskyndet henvisning) for højrisiko eller komplekse patienter. Det vil ifølge Jørn Carlsen kunne betydet en fremskyndet proces fra almen praksis til et af de de tre højt specialiseret PH-centre, der findes i Danmark.
De kliniske klassifikationer er bibeholdt i sin form af fem grupper, men der er tilføjet to nye subgrupper til idiopatisk PAH værende vasoreaktive og ikke-vasoreaktive subtyper. Derudover er søvnforstyrret vejrtrækning (SDB) fjernet, da det ikke længere anses at være associeret med PH.
Betydelige fremskridt
Derudover er de hæmodynamiske definitioner også blevet opdateret for alle typer af pulmonal hypertension. For PH er grænsen for det pulmonalarterie middeltryk (mPAP) reduceret til 20 mmHg, og den pulmonale vaskulære modstand er i forskellige former for PH defineret ved 2 Wood Units (WU).
I de senere år er der gjort betydelige fremskridt med at opdage og håndtere PH, og ny evidens er nu integreret i den fjerde udgave af retningslinjerne, hvor evidensniveauet nu er steget fra 12 til 25 procent.
Behandlingsmulighederne er også blevet forbedret inden for de sidste 15 år, og tre lægemiddelklasser er i øjeblikket godkendt. De fleste patienter bør modtage en kombination af mindst to lægemidler, fremgår det af retningslinjen.