102 lægemidler på vej mod hjerte-kar-sygdomme
Der forskes for at udvikle ny medicin til de mange mennesker, der lever med en eller flere kroniske sygdomme. 102 af de nye lægemidler under udvikling retter sig mod patienter med hjerte-kar-sygdom.
En ny rapport fra den amerikanske organisation PhRMA, viser, at der lige nu er 799 nye lægemidler mod almindelige kroniske sygdomme på vej gennem kliniske forsøg eller som afventer godkendelse i FDA.
At der er så mange nye lægemidler på vej er imponerende mener Jakob Bjerg Larsen, som er politisk chef for kliniske forsøg og lægemiddelproduktioner i LIF. Det lover godt – også for de danske patienter - at så mange lægemidler er på vej i USA:
”Udvikling af nye lægemidler er en global proces, hvor udveksling af viden og gennemførelse af forskningsaktiviteter sker på tværs af lande og kontinenter. Det betyder også, at når et nyt lægemiddel er på vej i USA, så vil det også følge efter i Europa og i Danmark til gavn for danske patienter,” siger Jakob Bjerg Larsen.
Nogle af medicintyperne retter sig mod flere kroniske sygdomme på en gang. Et kendetegn for de mange nye typer af medicin er også, at de retter sig mod de brede kroniske sygdomme med mange patienter.
”Dykker man ned i de enkelte sygdomsområder, så vil der også være mange eksempler på, at der udvikles lægemidler til små patientgrupper, for eksempel inden for kræftsygdomme. Når der udvikles lægemidler til de store sygdomsområder, så dækker det altså også over mange underkategorier, hvor der kun er få patienter,” siger Jakob Bjerg Larsen.
De 799 lægemidler på vej i USA fordeler sig på:
322 for kræftsygdomme
102 for hjertesygdomme
83 for Alzheimer
71 for diabetes
70 for gigt
67 for sygdomme I luftvejene
65 for kroniske mavesygdomme
32 for fedme
26 for nyresygdomme
I dag lever 1,2 mio. danskere med kronisk sygdom. Tallet er steget markant i de sidste 20 år. Ifølge Sundhedsstyrelsen går 80 procent af udgifterne i sundhedsvæsenet til behandling af kronikere.