Uforklarligt stroke hos yngre kan udløses af migræne eller hul mellem hjertets øvre kamre
Antallet af iskæmiske strokes blandt yngre mennesker under 50 år stiger – og ofte uden umiddelbare oplagte bagvedliggende årsager. Persisterende foramen ovale kan være en årsag. Også migræne med aura kan øge risikoen.
Det viser et finsk studie, som netop er publiceret i tidsskriftet Stroke.
Studiet bekræfter, hvad man ved fra tidligere studier: At strokes uden oplagt årsag, de såkaldte kryptogene apopleksier, kan skyldes et medfødt hul mellem hjertets øvre kamre: Persisterende foramen ovale (PFO). Prævalensen estimeres at være mellem 15 og 25 procent for den voksne befolkning. Normalt er tilstanden harmløs, men kan altså øge risikoen for stroke.
Migræne med aura eller sensoriske forstyrrelser såsom lysglimt var dog i det finske studie den hyppigste ikke oplagte årsag forbundet med kryptogene apopleksier. Det var især tilfældet for kvinder.
"Vi blev overraskede over den rolle, som ikke-traditionelle risikofaktorer spiller, især blev vi overraskede over, at migræne synes at være en af de største risikofaktorer for stroke hos yngre voksne," sagde Jukka Putaala læge ved Helsinki Universitetshospital og en af forskerne bag studiet i en pressemeddelelse fra American Heart Association.
I studiet analyserede forskerne sundhedsdata fra 523 voksne i alderen 18-49 år med og uden PFO, der havde haft et kryptogent, iskæmisk stroke, og sammenlignede dem med 523 personer i samme aldersgruppe, men uden stroke-historik. Patienterne var indskrevet på 19 hospitaler i 13 europæiske lande fra slutningen af 2013 til begyndelsen af 2022.
