Patienter skal selv styre ambulant behandling
Patienter med en kronisk sygdom skal være meget mere med i deres egen behandling.
Region Hovedstaden vil gennemføre et forsøg, hvor åbne ambulatorier giver kronikere mulighed for i højere grad selv at styre, hvornår de skal tilses af en speciallæge på ambulatorierne.
Regionsrådet har sat to millioner kroner af til forsøg med åbne ambulatorier.
”Det her er en af mine mærkesager, og formålet er at gøre vores sundhedsvæsen mere fleksibelt og individuelt. Mennesker, der lever med en kronisk sygdom, skal opleve, at det er deres egen situation, der styrer forløbet, og ikke systemets krav, når de kommer til ambulant behandling i et ambulatorium,” siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp.
De to millioner kroner, der er sat af, skal bruges til seks forsøg med åbne ambulatorier for patienter med kronisk sygdom.
Forsøgene omfatter bl.a. unge nyrepatienter på Rigshospitalet, patienter på hjerteambulatoriet på Rigshospitalet og et fleksibelt drop-in ambulatorium på Nordsjællands Hospital i Hillerød.
Læs mere på regionh.dk
