Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift


”Det er sindssygt flotte resultater og et meget vigtigt studie, fordi der i mange år har været debat om, hvorvidt statinbehandling overhovedet giver mening hos ældre," siger Martin Bødtker Mortensen.

Nyt studie kan afgøre årelang debat

ESC: Nye data kan ændre synet på forebyggende statinbehandling af ældre – og udfordre en mangeårig tilbageholdenhed.

Resultaterne fra STAREE-studiet (Statins for Reducing Events in the Elderly), som i dag blev præsenteret ved en Hot Line-session på den europæiske hjertekongres, ESC 2026, og samtidig offentliggjort i The New England Journal of Medicine ser ud til at sætte punktum for en mangeårig debat blandt kardiologer om, hvorvidt statinbehandling har effekt hos hjerteraske ældre.

Data var ventet med spænding – og resultaterne var værd at vente på. De kommer utvivlsomt til at ændre klinisk praksis, mener Martin Bødtker Mortensen. Han er kardiolog og klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og adjungeret lektor ved Johns Hopkins i USA. Han er desuden reviewer på studiet og har i øvrigt skrevet editorial til den simultant publicerede artikel i The New England Journal of Medicine. Han uddyber:

”Det er sindssygt flotte resultater og et meget vigtigt studie, fordi der i mange år har været debat om, hvorvidt statinbehandling overhovedet giver mening hos ældre. Ikke fordi man ikke har data på, at det skulle være effektivt, men mest fordi de undersøgelser, der er foretaget indtil nu, ikke inkluderede mange patienter over 70 år.”

To primære endepunkter

STAREE var et dobbeltblændet studie blandt personer på mindst 70 år uden tidligere klinisk hjerte-kar-sygdom, diabetes eller demens. Deltagerne blev rekrutteret fra almen praksis i Australien. I alt 9.971 deltagere blev randomiseret 1:1 til oral behandling med atorvastatin 40 mg dagligt eller placebo. Gennemsnitsalderen var 74,7 år, og 52 procent af deltagerne var kvinder. Studiet havde to primære endepunkter: Alvorlige kardiovaskulære hændelser, defineret som kardiovaskulær død, ikke-fatalt myokardieinfarkt, stroke eller koronar revaskularisering og overlevelse uden demens eller fysisk funktionsnedsættelse.

Efter en median opfølgning på 5,9 år var risikoen for alvorlige kardiovaskulære hændelser reduceret med 30 procent i atorvastatin-gruppen sammenlignet med placebogruppen. Hændelser forekom hos henholdsvis 6,0 og 8,3 procent af deltagerne. (HR 0,70; 95 procent CI 0,61–0,82; p<0,001.) Den absolutte risikoreduktion var dermed 2,3 procentpoint. Det svarer til, at omkring 44 personer skal behandles med atorvastatin i knap seks år for at forebygge én alvorlig kardiovaskulær hændelse.

Der var derimod ingen væsentlig forskel mellem grupperne i det andet primære endepunkt, som omfattede dødelighed, demens eller vedvarende fysisk funktionsnedsættelse. Endepunktet forekom hos 12,8 procent i atorvastatin-gruppen og 13,6 procent i placebogruppen.

Vi har ventet i mange år

Martin Bødtker Mortensen er mere end tilfreds med STAREE-studiets resultater og pointerer, at de ligger i forlængelse af de data, som han sammen med kolleger publicerede i 2020 et studie i The Lancet. Studiet fra 2020 var baseret på 91.000 danskere og på en nuværende population. Tidligere studier ligger tyve til tredive år tilbage, hvor den ældre befolkning var af en anden støbning og ikke så raske som i dag.

”I studiet viste vi, at i alle aldersgrupper – endda også hos de, som var mellem 80 og 100 år – var kolesterol stærkt forbundet med hjertesygdom. Hver gang LDL var en mmol højere, var risikoen for at få en blodprop cirka 30 procent højere. Men vi manglede de solide data, der kunne vise os, at statinbehandling faktisk kunne reducere events hos ældre (+70 år). Derfor har guidelines heller ikke givet særligt stærke rekommendationer i forhold til at bruge statiner hos raske ældre. Men det ændrer sig med data fra STAREE-studiet. Det er med andre ord data, som vi har ventet på i rigtig mange år.”

Til forskel fra STAREE-studiet har medianalderen for populationen i tidligere studier været i 50’erne og 60’erne, og der har, ifølge Martin Bødtker Mortensen, manglet data for +70-årige. Derudover har gamle observationelle studier i nogle tilfælde ikke kunnet påvise nogen sammenhæng mellem kolesterol og kardiovaskulære hændelser hos ældre, og der har i mange år været skepsis omkring, hvorvidt kolesterol egentlig betyder noget i den ældre befolkning.

”Men det er her meget vigtigt at huske på, at dét, at der ikke er en sammenhæng mellem kolesterol og kardiovaskulære events, ikke er det samme som, at statiner ikke vil kunne reducere risikoen for blodpropper i hjerne og hjerte. Vores egne nye undersøgelser baseret på danske patienter i 2020 har tydeligt vist, at LDL er en stærk risikofaktor, selv hos dem som er meget gamle.”

Død er ikke længere det vigtigste 

I STAREE-studiet reducerer statinbehandling risikoen for blodpropper i hjernen og hjertet og kardiovaskulær død med cirka 30 procent – og hvad angår blodpropper i hjertet og revaskulariseringer reducerer brug af statiner risikoen med over 40 procent.

”Så det er altså helt enormt effektivt med en kolesterolsænkende tablet – også hos ældre +70 år. Det er nu slået helt fast.”

Studiet viser dog, at statiner ikke forebygger dødelighed, pointerer Martin Bødtker Mortensen. Her understreger han, at der er mange behandlinger, som ikke forebygger dødelighed.

”Det kan vi ikke bruge som et endepunkt for, om vi skal starte en behandling op. Hvis man spørger de ældre selv, hvad de vægter højest, så er død faktisk ikke længere det vigtigste. Man tror måske som ung, at det eneste der betyder noget, det er, at man lever længere. Men hos de ældre ser det ofte anderledes ud. I den aldersgruppe vægter de lige så højt eller endda højere at undgå blodpropper og indlæggelse. Det er ikke, om de falder om og dør, som er væsentligt. Så tabletten er vigtig til forebyggelse af blodpropper men den forlænger ikke nødvendigvis deres liv. Det er væsentligt at have i mente, når man taler med patienterne, og det er faktisk en gevinst, som rigtig mange ældre gerne vil have.”

STAREE vil give rygdækning

Martin Bødtker Mortensen har længe ikke selv skelet til alder, når han har udskrevet statiner – blandt andet baseret på egne metaanalyser. Guidelines, når det kommer til ældre, er stadig lidt restriktive siger han, men der er til gengæld ikke noget, der taler imod at anvende statiner hos ældre.

”Det giver i min optik rigtig god mening, fordi mange raske ældre stadig har en restlevetid på mellem 20 og 30 år. Det er rigtig mange år, hvor åreforkalkning stadig kan udvikle sig. Der er derfor intet biologisk, der skulle tale imod, at det ikke skulle virke, men selvfølgelig er man nødt til at have evidensen med, og den har vi fået nu.”

Martin Bødtker Mortensen ser i sin klinik mange hjerteraske patienter, som skal vurderes for åreforkalkning, men han pointerer, at det naturligvis er i almen praksis, at data fra STAREE for alvor vil give rygdækning til at udskrive statiner hos ældre. Det er dog ikke alle, som skal have statiner, understreger Martin Bødtker Mortensen.

”Nu bliver det endnu mere vigtigt, at vi bliver dygtige til at risikostratificere. Selvom man er ældre, så er det ikke nødvendigvis sikkert, at man har forhøjet risiko. Der er fortsat en del ældre, som ikke har åreforkalkning eller kun en begrænset mængde, og de er i meget lav risiko for blodpropper. Men nu ved vi, at statiner virker og så skal vi i fremtidig forskning blive bedre til at prediktere, hvem der så er i særlig forhøjet risiko for blodpropper.”

Ifølge Martin Bødtker Mortensen, så er data fra STAREE-studiet det studie på ESC-kongressen i år, som helt uden tvivl får størst effekt på patienter verden over.

”Vi har en stor og voksende ældre befolkning, som lever længere. Der har på baggrund af observationelle studier været diskussioner, om man skulle tage medicinen fra de plus-70-årige igen. Indtil nu har det været en stor elefant i rummet. Nu viser STAREE-studiet os helt entydigt, at statinbehandling virker som forebyggelse hos ældre – også raske ældre. Det kommer til at betyde noget for den enkelte ældre, men også for samfundet, når det handler om at forebygge sygdom og indlæggelser,” siger Martin Bødtker Mortensen.