
Patienter med arytmi kan måske snart behandle sig selv
En næsespray med calciumkanalblokkeren etripamil kan give patienter, der venter på ablation, mulighed for at standse en akut PSVT-arytmi uden for hospitalet.
I Fase2-studiet NODE-1 har man undersøgt forskellige doser af næsesprayen, og hvornår patienterne så vendte tilbage til normal rytme. Uanset dosis skete det for det store flertal i løbet af to-tre minutter. Flest på den højeste dosis. Til sammenligning skete det kun for 35 procent af dem, der fik placebo.
Ved de to højeste doser så man forsinkede reduktioner i blodtrykket. Men overordnet havde etripamil en acceptabel sikkerhedsprofil og blev tolereret godt.
Fjerner behov for hospitalsbesøg
Studiets førsteforfatter ser store perspektiver i resultaterne, som han mener kan ændre hele behandlingsparadigmet ved akut PSVT:
"Hvis det lykkes, kan vi med etripamil få en hurtigvirkende næsespray, der sikkert kan afbryde akut PSVT og fjerne behovet for hospitalsbesøg,” sagde Dr Bruce Stambler, Piemonte Heart Institute i Atlanta, USA ved præsentationen af studiet på Heart Rhythm Society (HRS) Scientific Sessions 2017.
Briefing cochair dr. Jeanne Poole, University of Washington Medical Center, Seattle, var også begejstret for udsigterne, da det ”er længe siden vi har fået nye lægemidler, der kan bruges af disse patienter”. Hvis resultaterne fra fase 2 bekræftes i fase 3 vil det være rigtig godt nyt for patienterne, der dermed vil kunne behandle sig selv derhjemme.
Patientvalget vil være vigtigt
Ifølge forskerne bag NODE-1 vil patientvalget fremadrettet være afgørende:
"Vi skal være meget forsigtige, hvis det nogensinde når FDA-godkendelse, og sikre, at det er hensigtsmæssigt defineret for den rigtige person og af den rigtige grund, fordi alt andet vil kunne medføre negative effekter," sagde Bruce Stamblers kollega, dr. Thomas Deering, ved briefingen og tilføjede:
"Så jeg tror, vi skal vente på disse undersøgelser, men potentielt har det en indflydelse, der kan være betydelig."
NODE-1 er gennemført på 35 centre i USA og Canada. Man har behandlet 104 patienter på 52 år i gennemsnit, og hvoraf 57 pct. var kvinder, med etripamil eller placebo. 70-mg dosen så ud til at være "the sweet spot" og vil være den, der fortsættes med i fase 3.
