Infektioner øger flerårig risiko for hjertesygdom
Får man en blodforgiftning eller en lungebetændelse har man i det første år efter en seks gange større risiko for at få hjertekarsygdom end normalt – f.eks. blodprop eller hjerneblødning. Og den øgede risiko holder sig op til fem år efter.
Resultaterne fremgår af ny, svensk forskning, som er publiceret i tidskriftet European Journal of Preventive Cardiology. Og de viser alt i alt, at almindelige faktorer, der påvirker risiko for hjertekarsygdomme, stadig er vigtige, men at infektioner kan være den primære risikokilde i en periode.
”At der er højere risiko for hjertekarsygdomme lige efter blodforgiftning eller lungebetændelse er vigtig viden. Og ved nu at få etableret denne viden formelt via forskning kan vi i højere grad basere vores eventuelle forholdsregler på evidens og ad den vej søge mod at skabe øget tryghed for patienterne generelt,” siger Hjerteforeningens forskningschef Gunnar Gislason.
Studiet bygger på data fra 236.739 mænd født mellem 1952 and 1956, som undergik omfattende fysiske og psykologiske undersøgelser omkring deres 18. år som en del af en obligatorisk militær værnepligt. Data om infektioner og hjertekarsygdomme kom fra et register, der indeholder data om patienter indlagt på et hospital siden 1964. Mændene blev fulgt fra sen ungdom til de var midaldrende. Opfølgning blev fuldendt i 2010.
