
Midaldrende kvinder med diabetes har en markant højere risiko end mænd for at blive indlagt med hjerteanfald.
Kvinder med diabetes har højere risiko for hjerteanfald
Midaldrende kvinder med diabetes har en markant højere risiko for hjertekar-problemer end mænd.
Det viser to nye undersøgelser, der i de sidste dage er blevet præsenteret på årsmødet for den Europæiske Forening for Studiet af Diabetes (EASD) i Stockholm.
En italiensk undersøgelse baseret på indlæggelser i Toscana-området på grund af hjertekar-problemer viste, at midaldrende kvinder (45-54 år) med diabetes har en 5,83 gange højere risiko for at blive indlagt pga. akut myokardieinfarkt (MI) end kvinder uden diabetes, mens mænd med diabetes 'kun' har en 2,88 gange så høj risiko som mænd uden diabetes.
Det vil sige at kvinders risiko er dobbelt så høj som mænds for at blive ramt af MI, hvis de har diabetes.
Kvinder med diabetes i aldersgruppen 55-64 år havde desuden en øget risiko for iskæmisk slagtilfælde på ca. 35 procent i forhold til mænd med diabetes. Og risikoen for hjerteinsufficiens i denne aldersgruppe med diabetes var omkring 60 procent højere for kvinder i forhold til mænds risiko.
Undersøgelsen leder dr. Giuseppe Seghieri fra Agenzia Regionale Sanità i Italien har ikke undersøgt baggrunden for kønsforskellene, som også tidligere studier har dokumenteret.
"Det er muligt, at de er underbehandlet," siger han og forestiller sig at kvinder kommer i behandling senere i livet eller at sundhedspersonale har større fokus på mænd med diabetes.
